Putte og de andre
Forlaget Fahrenheit 2008
3 historier af Lilja Scherfig
Illustreret af Kamilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss.
Fra ”Putte og Ræven” side 4:
“Vent lige! Jeg skal tisse!” råber Putte.
“Vi går bare i forvejen”, svarer Perle og går videre med de andre.
“Okay”. Putte hopper ind til siden og sætter sig bag det store rønnebærtræ. I det samme hører hun noget.
“Gnaske, raufhmmm, hmmmm”.
Hvad er det for en lyd?
“Host, host, host”, siger Putte tilbage.
“Rgr-gr-gr-grrrrfffff”, svarer lyden, og Putte glemmer alt om at tisse. Hun går langsomt ind mellem træerne, hen imod lyden.
“Gisp!”
Putte stivner. Dér i lysningen sidder en stor ræveunge, med fjer og dun omkring sig, og slikker sig om munden.
“Slurrrpppppp”.
Putte ser ræven lige ind i øjnene. Han spytter forsigtigt et kyllingeben ud ad munden.
Hun synker en klump. Og så går hun baglæns uden at slippe ræven med øjnene. Hjertet banker. Gonk-gonk, gonk-gonk, gonk-gonk.
Ude på grusvejen, løber hun alt hvad hun kan hele vejen hjem.
Putte kan ikke sove, hun vender og drejer sig og skubber til Perle, der ligger og snorker. Hver gang Putte lukker øjnene, glider det samme billede frem. Hun kan ikke få ham ud af hovedet: Ræven!
“Puhaa, sikke nogle smukke øjne”, tænker Putte og bliver blød i kroppen. “Gid jeg lå og puttede mig ind til hans orange pels lige nu”.
Fra ”Historien om elefanten Ib”, side 15:
Tæt ved en grøn sumpet sø lever Ib med de andre elefanter i junglen. De sprøjter med vand, spiller beach-volley og griller fisk, som de fleste normale elefanter gør. Og så elsker de at træne grinemusklerne.
”Kan I gætte hvem jeg er nu?” råber Ib og ruller sin snabel sammen og putter den ind i munden, så han får et stort underhoved.
”Nej!” skriger de andre elefanter spændt.
”Jeg er da en flodhest”, snøvler Ib, og alle skriger af grin og slår sig på elefantlårene.
”Hvem er jeg så nu?” råber Ib og stiller sig på ét ben og slår ørerne helt ud i luften.
Og sådan kan han blive ved med at få dem alle til at grine. Der er kun én, der ikke altid morer sig.
Og det er ham selv. For Ib føler sig faktsik ikke helt som en del af elefantflokken. Han har nemlig dét store problem, at han slet ikke nogen elefant!
Ib er bare en lille mus. En helt almindelig grå mus, der er havnet i kroppen på en stor elefant. Og med tiden er han blevet så god til at sidde og styre kroppen, at alle tror, han er en rigtig elefant ligesom dem selv.
Fra ”Lind tager kampen op”, side 23-24:
Linda gumler græs og glor forelsket efter én,
hun er nemlig blevet vild med ham der Guitar-Steen.
Han er gårdens guitarhelt med sej og svedig smag,
Linda hvisker lidt genert: – Øh, hva’ skal du i dag?
- Øve spade som en gal, og du skal ikke med!
smiler frække Guitar-Steen, og skynder sig af sted.
Linda bøjer nakken tungt, og snøfter inden i,
men så svinger Susan glad og fløjtende forbi.
- Der er fest ved skovens hegn, og den sku’ være hot,
og du burde stoppe med at stå og snøfte snot!
Drop dog al det drømmeri, om ham dér rytmeHans,
Guitar-Steen bli’r aldrig din, så kom og hop og dans!
- Guitar-Steen bli’r faktisk min, for jeg er gårdens steg,
hvisker Linda til sig selv, – JA, jeg er super sej!
… Gu er jeg da ej! hun falder sammen i et suk.
Gid jeg var en anden ko! Og gid jeg var lidt smuk!