Alle indlæg af admin

Anmeldelser af Bobolina

Rigtige piger trækker ikke maven ind

(Af Katrine Sommer Boysen, Jyllandsposten)

Lilja Scherfig skriver boblende muntert om en frimodig cirkus-teenagepiges opdagelse af sig selv.

Der er ikke meget klassisk cirkusprinsesse over Lilja Scherfigs herlige titelperson Bobolina.
Tylskørt og trutmund er erstattet af blævrende maveflæsk og en fuldkommen utæmmet længsel efter og mod på det faretruende nære voksenliv.
Men for Bobolina, der er opvokset i Cirkus Romanze sammen med sin mama og bedsteveninden Carola, er det ikke så let at finde sig selv. Ikke mindst fordi det outrerede snarere er reglen end undtagelsen i cirkusmanegen. Bobolina skiller sig ud ved – med cirkuspsykologens ord – at være »længselsfuldt indadvendt« og altså ikke en fyrig forfører som Carola, der kan sno alle mænd om sin lillefinger.

Lilja Scherfig har med ”Bobolina” taget den velkendte ungdomsgenre om kærlighed og opdagelsen af egen seksualitet ud af den socialrealistiske ramme og giver det aparte fuld skrue i dette viltre punktnedslag i en pubertær identitetsdannelse.
Det er for det første enormt morsomt, fordi Scherfig så fint rammer den fornødne ægthed midt i dette så åbenlyst konstruerede univers, og for det andet fungerer det, fordi identifikationsmomenter ikke nødvendigvis behøver at tilbyde sig i 1:1-version.
For de unge læsere vil sagtens kunne genkende sig i Bobolina, selv om hun svinger sig i trapez og øver sig på svævenumre, mens hun drømmer hede drømme om cirkustyren Dieter, der ellers har en barbiedullet date i hver arm. Det kan nemlig direkte oversættes til den genkendelige virkelighed for almindelige 14-årige pigers hverdag med skolegang, fritidsaktiviteter og drengedrømme.

Særligt udmærker ”Bobolina” sig sprogligt. Scherfig har en virkelig fin sans for retorikken i sit selvgestaltede univers. Som eksempelvis her, hvor Bobolina vil beskrive drømmefyren Dieter:
»Selvfølgelig var jeg klar over, at han var farlig. For pokker, Dieter var typen, der havde knust millioner af kvindehjerter gennem årtusinder. Han var indbegrebet af den livsfarlige cocktail; brunt hår og brune øjne.« Og man tror på det, når Carola prøver at varme Bobolina op til Dieter ved at lade hende snave med sin mulatfætter Bobby:
»Ham kan du sagtens score, sagde Carola. – Han er psykisk syg, agtig.«
Det er ord som dette lille, raffinerede ”agtig”, der giver ”Bobolina” en uforstilt nærhed og forener romanen med stor troværdighed.
Så kan det godt være, at den ikke i lige så høj grad, som omslagsillustrationerne lægger op til, er et manifest over aggressiv ungpige-seksualitet, og det er egentlig meget rart.
—


INGEN PÆN PIGE
af Julia Lahme, Femina

Bobolina er en ungdomsbog til din datter, som står på tærsklen til at blive kvinde. Lilja Scherfig har skrevet om en ung kvinde, som ikke gør noget for at tækkes nogen. Hun bor sammen med sin mor i et cirkus og gør alt det, pæne piger ikke gør. Hun forelsker sig og søger råd hos sin veninde, som efter sigende er i besiddelse af en kærligheds-eleksir. Romanen handler om at træffe valg, om at turde være halvt voksen, halvt barn, men også om at stå ved sig selv, sine særheder og det, man kommer fra. Den er små-feministisk, sødmefyldt og velskrevet. Også for voksne kvinder!

Bobolina

(Af Anne Mette Jarden, Kvindetid.dk

)

Lilja Scherfig har skrevet ungdomsromanen Bobolina om cirkus- pigen af samme navn. Bogen gør op med billedet af pæne, uskyldige piger. For Bobolina – hun er anderledes, hun er længselsfuld og fyldt med seksuelle fantasier, og så er hun ikke sådan en pige, der trækker maven ind på de rigtige tidspunkter – heller ikke, når hun forsøger at fange trapezkunstneren Dieters opmærksomhed.
»At være ung pige er en ret fysisk oplevelse, hvor det seksuelle er det store mysterium, så selvfølgelig skal der være plads til onani og fantasier i ungdomslitteraturen – temaer, der jo i bund og grund også kan være ret humoristiske,« fortæller Lilja Scherfig om Bobolinas fantasier.
Sjældent har jeg klukket og smilet mig sådan gennem en bog. Den henførte mig til et vidunderligt univers, der kan beskrives som “Astrid Lindgren møder Tim Burton”. Anbefales varmt både til dig og din datter.

Cirkus med spark i!

(Kamilla Löfström, Information)

Bobolina bærer undertitlen ’En for underlig kærlighedshistorie’, og det er ikke engang løgn. Bobolina er sågu underlig. Underligheden er både helt skøn og overrumplende og en lille smule irriterende. Så er det sagt, men ikke som det vigtigste.
Teenageren Bobolina er vokset op og bor i et cirkus, der på én gang ligner og ikke ligner et cirkus, som vi kender det. Cirkus Romanze (!) er for det første ikke omrejsende. Det kunne minde lidt om en fristad med fælles madsal og egen skole. Men i stedet for deltagerdemokrati og fællesmøder er den øverste myndighed cirkusdirektøren Bosse – en tikkende bombe, helt urimelig og diktatorisk i sin ledelsesstil. Cirkus Romanze har en cirkuspsykolog, dr. Pil (hvis navn lyder som ham fra amerikansk tv). Han har givet Bobolina diagnosen som »længselsfuldt indadvendt«. Ud over dr. Pil konsulterer Bobolina sin veninde Carola, der igen konsulterer sin røde plysbog med titlen Scor din drømmefyr på 8 uger for at vejlede Bobolina (og sig selv).
Bobolina og Carola er to oprørske pigesind, der fantaserer om sex. Bobolina vil ikke trække maven ind for at få drengenes og mændenes opmærksomhed. Carola er mere den type, der har erfaret, at det virker, så hvorfor ikke bruge tricket? Mens Bobolina venter på rigtig sex, har hun tirsdagslegene med kusinen og varmedunken, onanerer opfindsomt og får også en hund til at tilfredsstille sig. Lige cirkushunden vidner om Scherfigs blik for komikken og om, hvordan cirkusuniverset bliver udnyttet til fulde. Morens plan med at give datteren en hund var nok mere, at hun skulle træne den til et cirkusnummer.
Fucking uforstående
Lilja Scherfigs måde at skildre teenagepigers oprør, drømme og seksualitet på minder mig om Mikkeline Gudmand-Høyers (Gajolmanifestet) og Sanne Munk Jensens (En dag skinner solen også på en hunds røv). Det er en skildring af piger, der har svært ved at tilpasse sig, og som opsøger outsidere og rusmidler for at finde en retning i livet. Det værste er forestillingen om det perfekte liv, det bedste er det outrerede. Forældre er overhovedet ikke til nogen hjælp, de er enten fraværende eller bare belastende. Sådan her lyder det f.eks. hos Bobolina og hendes mor: »Jeg rejste mig og gloede ind i mit lille spejl på væggen der. Pressede en bums under læben. Blodet løb, og det sved i min hud, men det var intet imod den smerte, mama påførte min sjæl ved at være så fucking uforstående.
– Mama, ska’ jeg sige dig noget?
Hun så på mig, så jeg fortsatte.
– Når jeg engang får en datter, ved du hvad, jeg så vil gøre?
– Nej, det ved jeg ikke, svarede hun overbærende. – Hvad vil du så gøre, Bobo?
– Jeg vil lære hende at kende.«

(…)

Bobolina præsenterer unge læsere for samtidens hysteriske kropsdyrkelse og de gør den som sprogkunst og ikke som debatindlæg. Alligevel har den et ’bør’ over sig. Man bør ikke tro, at lykken er at blive plastikopereret som ind i helvede. Forfatteren er ikke ude på at opdrage sin læsere, projektet kan måske snarere beskrives som en nænsom påvirkning i retning af oprør og humanisme. Og det kan være, den projektfornemmelse helt enkelt er ungdomsromanen store uundgåelige.

En for underlig kærlighedshistorie

(Tanker.bag.dk)

En lille lækkerbisken af en ungdomsbog er landet på mit bord.
Den hedder Bobolina og foregår i det skæve Cirkus Romanze og handler om alt det en ungdomsbog skal handle om: kærlighed og venskab og forældre der drikker for meget rødvin – og meget mere. Og så er sproget ret så farverigt. Ikke mindst når det kommer ud af munden på cirkusdirektøren, Bosse.
Bosses stemme var skinger.
– Hvordan fanden i helvede kan så’n noget ske?
Et hurtigt sug på cerutten og knipsende fingre mod Suzzi på forreste række.
– Har du lort i hovedet, eller hva’? Hvorfor forstyrrer du Benni, når han er i proces?
Suzzi, som tittede frem bag et par hævede mascaraøjne, puttede sin guldhalskæde i munden og prøvede at forklare sig.
– Det var bare fordi, jeg ville sige til Benni, at …
– Hold din kæft, møghakke!
– Jamen jeg troede, at …
– Du skal fandengalme da ikk’ argumentere, pissevisker!
Bosse gloede rundt i teltet:
– Hvad fanden sker der for Cirkus Romance for tiden? Hallo, publikum vil se stjernestøv og regnbuer, de gider fandengalme da ikk’ glo på en flok amatørgøglere, der falder ned fra masterne! STRAM OP, kammerater!
Hans blik flakkede rundt mellem stolerækkerne, alle gloede væk, men jeg nåede det ikke, og hvad skete der så? Bosse bremsede ved mig og blev hængende!
– Hallo, frøken sofarøv? Kom lige herop, du!
– Mig?
Han knipsede og nikkede. Den var god nok.
Shit.
Mig er den søde hovedperson der har lagt navn til titlen, og som har puddelhår og en veninde der ved alt om kærlighed – og som er forunderlig og skæv. Ligesom resten af bogen.

Anmeldelser af Verdens Bedste Team

Søskendekærligheden sejrer * * * * *
(Af Julie Lykke Sørensen, Århus Stifttidende)

Børn med bogstavdiagnoser, der kravler på væggene og må have medicin for at tæmme uroen i kroppen, dem har vi alle hørt om. Men hvordan ser det ud fra børnenes synspunkt?
Hasse er sådan en dreng.
Han vælter malerier ned ad væggene, tegner læbestiftsblomster til wc-dromedaren på badeværelset, og han har et mælkekartonfolk, som han må klatre ud af sengen for at passe, efter han er blevet put- tet. Hver gang må far råbe: ”Nu er det nok, Hasse”, men det bliver ikke bedre.
Derfor må Hasse have piller, og pludselig ligger han helt stille efter sengetid og rydder artigt op i haven. Pillerne har pillet al sang, fantasi og humør ud af Hasse, derfor skrider søster Hanne i aktion, så de igen kan blive ”Verdens bedste team”.
”Verdens bedste team” er næppe særligt politisk korrekt, for nogle børn har sikkert godt af at få medicin. Heldigvis har det aldrig været børnebøgernes domæne nødvendigvis at passe ind med, hvad de voksne mener, der er rigtigt og forkert.

En revolutionsfortælling
(Af Eiler Jensen, Bogbotten.dk)

Mig og Hasse … Vi er verdens bedste team, og det har vi altid været … Godnat!
Hanne og Hasse er søskende. Og grunden til at de er verdens bedste team, som citatet røber, er, at de er så forskellige. Komplementære størrelser. Tilsammen udgør de så at sige en helhed. Ja, måske endda mere end det. Hvor den ene, Hanne, er en rationel og ”ordentlig figur”, er Hasse den fuldkommen vilde, ustyrlige og kreative figur, som både kan begejstre og drive andre til vanvid. I hvert fald deres fader.
Fx leger Hasse blind og går rundt med lukkede øjne og sin blindstok, hvorefter rammen med billedet af mormor rages på gulvet, så glasset splintrer. Endnu vildere går det for sig, når badeværelset skal gøres rent. Hanne gør rent, mens Hasse udfolder sig og maler røde læbestift-blomster på væggen, alt imens wc-dromedaren sidder og spiser alt det fra wc’et, som ellers bliver skyllet ud. Da far ser det, er han nær ved at få et slagtilfælde, og han brøler i arrigskab, men det standser slet ikke her. Hasses fantasi er alt for voldsom, og selv om han får besked på det, så kan den ikke tøjles. Slet ikke i børneværelset, når de skal sove … Og slet ikke af ham selv i hvert fald, så der er dømt undergang for verdens bedste team.Far må til læge, og med sig hjem derfra har han nogle piller – ikke til sig selv, men til Hasse. Om de nu er Ritalin, pillerne, eller hvad, fremgår ikke. Men sikkert er det, at de har en virkning svarende til disse. Og de har nøjagtig den virkning, som faderen ønsker sig. Hasse bliver en skygge af sig selv. Han falder fuldstændig til ro, gør hvad far siger, klipper hækken sirligt og udvikler en ordens side, som forældrene nok heller ikke havde set komme. De nyder bare freden. Men man kan jo nok regne ud, at sådan kan det ikke blive ved med at gå.
Revolten kommer imidlertid ikke fra Hasse, men derimod fra Hanne. Når hun ser sin lillebror vaske regnbuen ned af væggen og sende sit mælkekarton-folk af sted i en sort sæk og mere til, skærer det i hendes hjerte. Og på sit spørgsmål, om Hasse ikke helst vil være den rigtige Hasse, svarer han: Næh, … far og mor kan bedst li’ mig sådan her. Da kammer det over. Så oprøret ikke bare lurer, men rykker nærmere. I nattens mulm og mørke tager Hanne Hasses piller og sender dem ud gennem afløbet i toilettet, hvorefter hun vækker sin far og mor og råber til dem, hvad indledningscitatet viser.
Da pillerne er ude af kroppen, vender Hasse langsomt tilbage og bliver den Hasse, han nu engang er. I hvert fald er han hastigt tilbage på kreativitetens buldrende bølge og vender op og ned på alting. Verdens bedste team er genoprettet og på det afsluttende opslag ser man de to søskende blive båret gennem luften af to drager, godt fulgt på vej af hvide fugle med pandekager i hhv. næb og kløer.
En sådan fortælling med to figurer, som både kompletterer hinanden og er hinandens modsætning ses flere steder i litteraturen. Lad os bare nævne to: Tænk fx på fortællingen om Martha og Maria fra Det nye Testamente. Den ene, Maria, vil hellere sidde og lytte til Jesu fortællinger end tage sig af dagligdagens dont, mens Martha synes den er det væsentligste. Men hvem af dem mon Jesus synes bedst om? Tænk desuden fx på Cecilie Ekens Mørkebarn. Den ene lys og venlig, den anden mørk og nærmest dæmonisk. Men moralen er, at forældrene må elske dem begge! Og hvad enten man nu vil læse fortællingen som en historie om disse to komplementære søskende, eller som en historie om et søskendepar, hvoraf den ene (måske) lider af ADHD og må have Ritalin for at falde til ro, så er det en fortælling, der giver god mulighed for at læse, tænke og tale om problemerne – ikke mindst blandt voksne?
At slippe sådan et par løs giver en fortælling sin helt egen dynamik, og man må love for, at Lilja Scherfig får sat liv i kludene i denne både charmerende, morsomme og ganske uhyggelige fortælling, som jo i virkeligheden er en revolutionsfortælling. Det er skarp lud til skurvede hoveder, selv om humoren er en velgørende medspiller. Konfliktstoffet mellem barn/børn og voksne er et tema, som Lilja Scherfig behersker til perfektion. Tænk ikke mindst på den fine billedbog, Farfar, fra 2015.
Verdens bedste team er en ferm og fortrinlig fortælling, som det er en stor fornøjelse af læse. Og Lea Hebsgaard Andersen illustrerer, så det er en berigende lyst at gå bogen igennem. At vi i fremtiden vil komme til at møde hendes stærkt personlige streg og signatur er ganske sikkert og vist. Sikke en åbning hun har fået skabt sig med to udgivelser i dette efterår. Ud over denne sammen med Lilja Scherfig også en billedbog i samarbejde med Peter Mouritzen, nemlig Prop.
Bogen er velegnet til oplæsning i de mindre klasser, og det er oplagt at tale med børn om, hvad de sådan kan tillade sig, og også hvilke grænser forældre bør sætte for børns udfoldelser. Hvornår bliver udfoldelser til udskejelser? Hvornår er nok nok? Gør Hanne det rigtige?
Kunne man forestille sig fortællingen læst op ved et forældrearrangement på skolen med efterfølgende diskussion? Mulighederne er mangfoldige, som de er ved alle virkeligt gode fortællinger.

Fin og vigtig bog
(Af Marie Louise, Bøgertilbørn.dk)

Mangfoldighed er en god ting, og vi skal ikke ligne hinanden! Dette vigtigt budskab påpeger Lilja Scherfig og Lea Hebsgaard Andersen i Verdens bedste team, der handler om søskendeparret Hasse og Hanne. Hasse har en livlig fantasi, hvilket er lige i overkanten ifølge børnenes far, der får hovedpine af Hasses krudt-i-røvenfacon. Løsningen bliver piller, der får en uhyggelig effekt på Hasses ellers så levende gemyt. Hanne kan pludselig ikke genkende sin bror, der nu er en sløvet og stille dreng.
Her gør barnet oprør og kræver børnenes ret til at være, den de er -for Hanne og Hasse er med deres forskellighed Verdens bedste team.
Lilja Scherfig er kendt for at tage svære temaer op i børnelitteraturen og sætte ord på det, der gør ondt. Også her mestrer hun denne kunst, og sætter fokus på et vigtigt element, vi ikke må glemme. Lea Hebsgaard Andersens illustrationer er legende og fantasifulde og skaber er helt særlig stemning i denne fine og vigtige bog, som både børn og voksne bør opleve.

vbt

Verdens Bedste Team

vbt

Jensen & Dalgaard, 2016
Illustrationer: Lea Hebsgaard Andersen

Om historien:
Hvad sker der, når ens bror forandrer sig, og bliver lige så fornuftig som én selv? Tvillingerne Hanne og Hasse er forskellige. Hanne er den fornuftige. Hasse er den vilde og farverige. De to udgør i deres egne øjne; verdens bedste team.
Da Hasse pludselig forandrer sig og bliver ligeså fornuftig som Hanne, ændrer alt sig. Hvem skal nu få hende til at grine? Og hvordan forklarer man, at man savner sin bror?
En historie om mangfoldighed, søskendekærlighed og et glas underlige piller.

Læs anmeldelser HER

Køb bogen HER

Anmeldelser af Farfar

Hjerteskærende billedbog formidler store følelser til børn
(af Steffen Larsen, Politiken)
Engang genkendte man Otto Dickmeiss’ billeder på de store hoveder med de blanke øjne og den interessante grønlige kulør, ofte i H.C. Andersen-regi. Man kender ham stadig på hovederne og øjnene, men der er kommet både spagfærdige farver og definitiv sort-hvid i hans billeder, som kommer fra et land, de færreste kender til. Herfra fortæller han om store følelser og grænseløs sorg. Om vrede. Had. Hævn. Og forsoning. Otto Dickmeiss er en profet, men han ved det næppe selv.
For tre år siden fik Otto Dickmeiss Kulturministeriets illustratorpris for den mageløse, aflange, fuldstændig færdiggjorte ’Rævefælden’, som i sin kerne fortæller, at vold avler vold. Ordene var Lilja Scherfigs. Nu udsender de to en nådesløs efterfølger om had.
’Farfar’ handler om en søn, der hader sin far, og et barnebarn, der forsøger at forstå et menneske, han slet ikke kender. Farfar skal bo ude i hønsehuset, indtil der bliver plads på plejehjemmet. Æg er historiens bærende metafor. De giver liv, men kan heller ikke repareres igen, når de går i stykker. Nu krabber den lille – han hedder Storm – sig ind på et menneske, som har en grænseløs vrede, men også nogle sider, der kan bygges videre på. Farfar vil flyve. Og det kommer han til.
Det er en hjerteskærende, grænseoverskridende billedbog, hvor ordene er få og velvalgte, mens de tilsyneladende sort-hvide billeder bærer historien fremad med sorg og kærlighed. Som i ’Rævefælden’ arbejder (hånd)tegneren med originaler i sort-hvid, der så trykkes i fire sprøde, næsten usynlige farver. Det giver en form for dybde. Ganske lille, men dog nok til, at man kan flyve.
’Farfar’ slutter ligesom ’Rævefælden’ med et håb og en slags solopgang. Større bliver det ikke.

Fabelagtige farfar * * * * *
(af Simon Staun, Fyns Stifttidende)

Det prisvindende makkerpar Scherfig og Dickmeiss svinger helt og aldeles fremragende i deres dystre og sørgmodige univers, der denne gang handler om drengen Storm, som får sin demente farfar på tæt hold.
Farfaren installeres i familiens hønsehus, fordi der ikke er plads på plejehjemmet, og det er ikke med faderens velvilje. Han fik nemlig bunkevis af tæsk som barn, hvilket gør Storm vred og frustreret. Men ikke mere frustreret, end at den barnlige godmodighed får ham til at nærme sig den onde, gamle mand.
Det er en gribende, grum fortælling, men illustrationerne er helt og aldeles mesterlige. De sort-hvide tegninger rummer en alvor, som er hjertegribende, og især en af de sidste tegninger med Storm og bedstefaren i en form for forbrødring er smuk og rørende. En af de flottest illustrerede danske børnebøger til dato.

—-

Tilgivelse giver vinger
(Anita Brask Rasmussen, Information)

En nænsom fortælling om det altfortærende had, der sætter sig i ansigtet og slægten og farver hele verden. I Otto Dickmeiss’ grå, men milde streg er der håb. ’Farfar’ er et stilfærdigt mesterværk
Had kan sætte sig i ansigtet på et menneske. Hive trækkene nedad, så afmagten, skuffelsen og forbitrelsen sætter sig som linier i huden. I Otto Dickmeiss og Lilja Scherfigs vidunder af en billedbog møder vi Storm med det åbne og lyse ansigt. Hans træk er endnu ikke mærket af det had, som er gået i arv i familien. Men nu flytter det ind i familiens hønsehus.
Farfar venter på en plejehjemsplads, men indtil han kan få det, må han bo hos sin søn og svigerdatter. De vil ikke have ham i huset. Den gamle vrøvlende og savlende mand forvises til baghavens skur og må bukke sig sammen oveni knuste æg og drømme blandt familiens høns. Han har slået Storms far som dreng, får vi at vide. Og det gør Storm også. Inden han overhovedet har mødt sin farfar ved han, at far synes han er »kold som is« og mor siger, han er »dum som snot«. Forældrene har endda tilpasset deres sprog, så barnet Storm med sikkerhed ved, at farfar er én, man hader. Men Storms ansigt er stadig åbent. Varsomt men blidt er det blik, han sender sin farfar, da han ankommer med sygetransporten. Fars er mørkt og nedsunket. Hans skygge er i gang med også at trække Storms ansigt ned og gøre hans øjne hårde, men så sker der noget. Som det så ofte sker mellem børn og gamle i børnebøger, så opstår der et bånd mellem Farfar og Storm. Et ordløst bånd. I bogens mest rørende tegning får både far og søn øje på det bånd, der er ved at opstå. Far knytter næven, men siger ikke noget. Men det gør ingen forskel. Storm kan fornemme hans tilstedeværelse, hans vrede, hans misundelse, hans forkrampede had, hans ønske om at det må holde op: »Far er lige bag ved mig. Jeg kan høre ham, jeg kan mærke ham, han har også set flyveren.«
Otto Dickmeiss’ tegninger er i grå nuancer, men milde streger. Støvet lægger sig som bløde strøg over de hårde konturer og giver en eventyrlig og næsten sfærisk stemning i billederne. De bliver fulde af sødme. Og det er billeder, man kan gå på eventyr i; på opdagelse i symbolikken. Fjerene står som træer, og knopper på grene folder sig ud og bliver til kyllinger. Farfars skaldede isse slår revner som et æg, når han bliver vred. Når far bliver vred, står Storm bag ham, derefter en høne, så kyllinger, så æg. Æg er livets begyndelse, men kan de tage skade, inden de når at klække. Og hvad kom egentlig først?
Eventyret er ikke fremmed for den fabelagtige Otto Dickmeiss – han har illustreret flere af H.C. Andersens. I fortællingen om Storm og Farfar kan man, hvis man vil, se lidt af H.C. Andersens sindssyge farfar, man kan se Brdr. Grimms eventyr om »Bedstefaderen og sønnesønnen« – især i den skårede tallerken som far serverer spaghetti eller orm i for farfar. Hos Brdr. Grimm ser sønnesønnen hvordan far og mor behandler den savlende gamle bedstefader med væmmelse og foragt, og han begynder at arbejde på et trug, som mor og far da skal spise af, når de bliver gamle. Men moralen hos Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er ikke næstekærlighed. Her er familieliv kompliceret, had er tillokkende, tilgivelse er svær, men den giver vinger. Lilja Scherfigs tekst er der, men den er tilpas tilbagetrukken i respekt for Otto Dickmeiss’ ærefrygtindgydende tegninger. Endnu et stilfærdigt mesterværk fra deres hænder.

Flyvende farfar
(Af Jannie Schjødt Kold, Weekendavisen)

En dag kommer de rullende med farfar. Han sidder i kørestol og skal bo i hønsehuset. Storm synes, det er synd for farfar. Men farfar er også lidt skræmmende. Hans øjne er gule, og han siger underlige ting, som for eksempel »go’ tur«. Men det værste ved farfar er alt det, mor og far siger om ham. At han aldrig har behandlet dem ordentligt. At han er kold som is og dum som snot.
Alligevel prøver Storm at være sød mod farfar. Han kommer ud i hønsehuset og spørger, om han vil have noget at drikke. Til sidst tager han mod til sig og spørger farfar:
»Er det rigtigt, at du slog min far, da han var lille?«
Farfar bliver vred, han ryster hvidt skum, og han svinger hånden i luften. Storm spurter tilbage til huset. Puha, farfar kan virkelig være ond i sulet. Men det er rigtigt nok. Da Storms far var dreng, skulle han selv løbe ned i haven og knække en gren af et træ, så farfar kunne slå ham med den. Faktisk er det eneste, farfar nogensinde har elsket, sine modelflyvere, siger Storms mor.
Farfar er en af flere fantastiske billedbøger til børn (og deres voksne), der udkommer i disse år. Det er bøger, som man har lyst til at give i gave, og hvor billedsiden drager mindst lige så meget som teksten. I Farfar er tegningerne af Otto Dickmeiss mørke og melankolske, men også bløde og poetiske. Farfar har hår i ørerne og en skaldet isse som en æggeskal, der slår revner. Alle figurerne har kæmpe hoveder, der gør dem sårbare og søde at se på, selvom Farfar i bund og grund er et grumt eventyr, der handler om at hævne sig, som faren gør over for farfaren.
Forfatteren Lilja Scherfig og tegneren Otto Dickmeiss har før haft det tema på tegnebordet, nemlig med bogen Rævefælden fra 2012. Den handler om drengen Gustav, der tog hævn på ræven, som åd hans kanin, men selv endte med at blive som ræven. På samme måde kan man sige, at Storms far bliver lige så kold og ubehagelig som farfar.
Heldigvis giver Storm ikke op. Han holder fast i retten til at være sød mod andre, og han smider træ og lim ind til farfar i hønsehuset. Så kan han bygge alle de modelflyvere, han vil, og pynte dem med hønsefjer. Til sidst får han selv vinger. Jo, farfar får vinger, og historien sætter af med et magisk trillebørhop. Hvad sker der med farfar? Dør han og stryger til himmels? Vi ved det ikke, men Farfar er en alvorlig, fin historie om at sætte hinanden fri. Go’ tur, farfar!

Uendelig smerte, fantastisk smukt fortalt
(Af Katarina Sofie Meldgaard Skovsende, boglig.dk)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ nye billedbog Farfar rammer dybt i hjertet. Det gør ondt, men det er fantastisk smukt.
Farfar er ikke en billedbog, der bare forlader læserens bevidsthed efter endt læsning. Tværtimod. I hvert fald lå den tungt i denne læser, selv efter sidste side for længst var blevet vendt. Det lyder måske barskt, og det er det, men det er også godt, for det er en forbandet smuk tyngde, Farfar lægger på sin læser.
Farfar er skrevet af Lilja Scherfig og illustreret af Otto Dickmeiss. Sammen har de tidligere skabt det lille mesterværk Rævefælden, og nu forsøger de så igen. Med det samme forunderlige, let surrealistiske univers, den samme alvorlige, lidt skræmmende og samtidigt sødmefyldte stemning, den samme simple sproglige stil og den samme fine, sort-hvide blyantstreg. Men med nye – og dog stadigt store – temaer. Denne gang handler det om gammelt had og evig sorg og smerte, om den svære tilgivelse, om retfærdighed, skyld, ømhed og om barnets evne til at se klart. Det er svære temaer at folde ud for en barnelæser, men fordi Scherfig og Dickmeiss formår at fortælle åbent og ærligt, lykkes det så fint, at alle kan og bør læse med.
Billedbogens hovedperson er drengen Storm. Han har aldrig mødt sin farfar, fordi hans far ikke kan lide sin far. For farfar slog sin søn, da denne var dreng, og smerten er ikke glemt og tilgivelse ikke en mulighed. Det er derfor ikke en glædens dag, da der ikke er plads på plejehjemmet, og farfar ankommer for at bo hos sin søn og hans familie. Farfar bliver huset ude i hønsehuset og får lov at spise familiens rester. Og det er retfærdigt, siger Storms far. Storm er dog ikke så sikker. Væbnet med barnlig nysgerrighed, åbenhed og godhed begynder Storm derfor at nærme sig sin farfar, og hvad det bærer med sig, må den nysgerrige læser jo selv finde ud af. Lad mig nøjes med at sige, at det ikke bliver helt let for Storm, og at selv den mest skyldbetyngede mand kan flyve på vinger af kærlighed.
Noget af det forunderlige ved Farfar er, at den på én gang er en simpel fortælling om had og tilgivelse og samtidig er en meget kompleks fortælling om de andre følelser og problematikker, der kan opstå i en situation som den farfar, far, mor og Storm befinder sig i. Farfar er ikke bare den onde mand, der slog sin søn, men også en mand, der er tynget af skyld, og som man kan have sympati for. Og far er ikke bare en kærlig far og en stakkel, der blev slået som barn, men også en mand, der vender sin smerte til had og hævn og glemmer sine egne principper om godhed. Og sådan kunne man fortsætte, for der er utroligt mange lag at udforske i Farfar, hvis man altså vil. Det er især i samspillet mellem tekst og illustration, at historien får sin dybde. Teksten er skrevet med Storms ord; det er simpelt og letforståeligt og desuden meget umiddelbart. Storm beskriver, hvad han ser, hører, siger, tænker og føler, kort sagt beskriver han verden, som han oplever den. Illustrationerne derimod antyder andre sandheder, end den Storm kan se. Når Storm eksempelvis hører sin far fortælle vredt om, at man ikke skal have ondt af farfar, viser billedet det, Storm ikke hører; den sorg og smerte, der ligger bag farens vrede. Således udvider og udfordrer illustrationerne den historie, teksten fortæller, og hvisker om, at der aldrig kun er én side til en sag.
Man kan fortolke og fundere meget over denne smukke billedbog, men først og fremmest er Farfar en fortælling, der skal føles. Sproget er simpelt, men det er præcist og intenst, og man mærker derfor tydeligt Storms følelser, som de svinger mellem forundring, nysgerrighed, frygt, vrede, harme, glæde, hævngerrighed, begejstring, forventning, osv. Og ligeledes damper der følelser og stemning op af de flotte og besynderlige illustrationer. Aldrig før har jeg eksempelvis set så varmt et kram! Eller så sørgmodige øjne! Farfar rammer altså lige i hjertet. Og den gør det ganske simpelt smerteligt godt.

—–

Farfar – et vigtigt værk
(Af Marie Louise, Bøgertilbørn.dk)

Her kommer et mesterværk fra et makkerpar, der bare kan det der med at lave billedbøger, der virkelig har noget på hjerte. De har gjort det før! I 2012 udgav Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss Rævefælden, som velfortjent modtog Kulturministeriets Illustratorpris samme år. Nu er Farfar så endelig kommet. Vi har ventet på den længe, og den lever i den grad op til vores tårnhøje forventninger!
Storm har aldrig mødt sin farfar, fordi hans far hader ham. Farfar var ikke en god far, da Storms far var dreng! Han var en træmand, hvis omsorgsfulde evner kunne ligge på et meget lille sted. Men en dag flytter farfar hjem til Storm, far og mor. Han skal bo i hønsehuset, hvor han ikke kan gøre for meget skade, indtil der bliver plads på plejehjemmet.
Farfar handler om had i familien, og om hvordan hadet kan gå i arv fra generation til generation. Heldigvis repræsenterer Storm en ny tid og dermed også nye muligheder, så måske kan det lykkes ham at bryde hadets jernring.
Ligesom Rævefælden er Farfar eventyrlig. Den er smuk, stor og smæk fuld af vilde symboler i Otto Dickmeiss fantastiske sort hvide billedunivers, som i løbet af læsningen lukker op for fordybelse og store samtaler mellem barn og voksen. De læsere der kender Rævefælden vil i Farfar kunne opleve interessante sammenhænge mellem de to værker, og for de børn som vi har læst bøgerne for, var gensynsglæden stor, da personerne i Farfar foldede sig ud.
Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er modige, som vigtige og gode forfattere og illustratorer er det, og Farfar bliver en gave til læseren. Den tager tabuer op, som desværre er kendt i alt for mange familier, og den berører den magi, som tilgivelse og forsoning er.
Køb eller lån Farfar! Bliv rørt over ordene, som er få men velvalgte. Bliv bevæget af billedsiden, som er et rent kunstværk! Farfar bliver efter vores bedste overbevisning et vigtigt værk -en sand evergreen.

Der findes ikke andre som denne
(af Torben Bråe Olesen, Lektørudtalelse)

En gribende billedbog. En dreng fortæller om hans far og farfar, og hævn og tilgivelse i en familie.
“Min far kan ikke lide sin far” fortæller Storm, om den dag hans farfar flytter ind i hønsehuset, fordi der ikke er plads på plejehjemmet. Farfar virker bange, han lugter mærkeligt, og siger mærkelige ting. Storm syntes, at det var synd for farfar. Farfar blev vred, da storm spurgte; “Farfar? Er det rigtigt, at du slog min far, da han var lille?”. Storm løb opskræmt tilbage til sin mor og far. “Ja, far fik tæsk som barn, i stedet for skældud”, siger mor. Det eneste farfar elskede var de modelflyvere han byggede. Storm bliver ved at opsøge farfar i hønsehuset, og da farfar har bygget et par store vinger hjælper Storm ham ned til havet i trillebøren. Storm holder farfar i hånden, mens de ser på himlens farver, og da farfar siger “Nu” spurter Storm ned af bakken, og farfar fortsætter med vingerne ud over havet, og flyver væk. “Go’ tur”, råber Storm, “Vi ses”. Illustrationerne er udtryksfulde med store hoveder i sort/hvid med udpræget brug af gråtoner. I 2012 udgav Scherfig og Dickmeiss; Rævefælden
Historien er voldsom, men den forløses smukt, da Storm forsoner sig på fars og familiens vegne med farfar. Bogen lægger fint op til en god snak mellem voksne og børn. Der findes ikke andre bøger som denne.

Farfar_Front

Farfar

Farfar_Front

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jensen & Dalgaard, 2015
Illustrationer: Otto Dickmeiss

Om historien:
Storms far kan ikke lide sin far, det er derfor Storm aldrig har mødt min farfar. Han har kun hørt om ham. Dårlige ting. I dag flytter farfar hjem til Storm og familien. Farfar skal bo ude i hønsehuset.
Spørgsmålet er, om Storm skal hade sin farfar eller være sød mod ham?
Farfar er en rørende historie om had i familien … og om kærlighed og tilgivelse.

Læs anmeldelser HER

Køb bogen HER

 

Anmeldelser af Rævefælden

Fanget i Fælden
(af Merete Reinholdt, Berlingske)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har lavet et lille under af en børnebog med deres kloge, voldsomme og uhyggelige gyser om hævn, selvtægt, savn og ensomhed.

I en verden, hvor voldelige computerspil og blodige film nok kan give børn rynkede pander og urolige drømme, men hvor poderne på en eller anden mærkelig vis har en evne til at placere den slags i hjernedepotet for harmløs uhygge, virker en billedbog om en dreng og hans kanin umiddelbart banal og ufarlig.
Men man skal ikke mange sider hen i Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ »Rævefælden«, før man mærker helt andre følelsesmæssige kortbølger af hårrejsende gysen og bæven, end man er vant til fra børnebilledbøger – og diverse skrækkelige skærm-scenarier i øvrigt.
»Rævefælden« er en uhyggelig børnebog. Ikke kun på grund af den barske historie om drengen Gustav og hans kanin, Ninus, der ædes af ræven. Også på grund af den avislæsende og mentalt fraværende fars ligegyldighed, og endnu mere på grund af den hævntørst, som drengen gradvist opflammes af, og som ender med at føre til selvtægt og vold og gøre ham så grim i krop og sjæl, at han mere og mere kommer til at ligne den, han hader: ræven. Men allermest er bogen uhyggelig og uhyggeligt velkomponeret på grund af Otto Dickmeiss fantastiske tegninger, der giver historien både magi og mening, dybde og brod.
»Rævefælden« er en frygtindgydende lille perle, der med sin børnemagiske realisme er så spændende, at man et kort øjeblik overvejer, om den nu ikke også er for skræmmende for børn – indtil man gør bogen og sig selv den tjeneste at sætte fortællingen i perspektiv med podernes virtutelle og filmiske verden af uhyggeligheder og fatter, hvad det er Scherfig og Dickmeiss vil fortælle os om det gode og det onde, os selv og verden. For hvor voldsomme tegnefilm og andre film samt ditto computerspil og apps mest er splat og splid, lægger »Rævefælden« op til uddybende spørgsmål og opbyggelig undren hos de lyttende yngste og moralske refleksioner og eftertænksomhed hos de højtlæsende voksne. Det er begavet gru forklædt som et grumt og genialt eventyr – mest for børn, men også for ikke alt for nervøse voksne.
——

En forunderlig historie
(af Steffen Larsen, Politiken)

Er hævnen sød? Det er den ikke for Gustav, og han lærer det på den hårde måde. I begyndelsen af denne aflange billedbog med alvorlige ord og barske billeder sidder far og søn i hver sin ende af opslaget med et langt bord imellem sig.
Far siger: »Din kanin er død«. Far har smidt den i komposten, og det var ræven, der gjorde det. Gustav elskede sin Ninus. Og nu vil han have hævn.

Gustav hugger fars jagtgevær med patroner – det er ikke svært! – og så begynder han at plaffe ræve ned og andre dyr, der måske har været medvidere. Gustav udvikler efterhånden spidse ører og strid pels.
Den gamle sandhed
Som ræven Gustav går han i bondens rævesaks, og så vågner han op i et bur på hjul i et tivoli. Folk går forbi og spytter på ham. Så stygt et dyr! En lille dreng, der hedder Paw, bliver dog siddende foran buret. Han aer dyret på ryggen. Og så bliver det morgen …

Lilja Scherfig har drejet en forunderlig historie om altfortærende vrede og den gamle sandhed, at man bliver som dem, man hævner sig på. Puha! Det går godt denne gang, og Gustav er – ligesom kiggelæseren – blevet klogere.
Otto Dickmeiss tegner i ulden sort/hvid med blød kant. Hans store hoveder har endnu større øjne. Han fryser billedet, så det bliver nærmest ikonagtigt, og gør figurerne mere åbne og sårbare. Der er en magisk, fortættet stemning over bogen. Den vil mig noget.
——

Store drenge græder ikke
(Af Charlotte Hitzner, LitteraturNu)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har begået et sort/hvidt mesterværk i billedbogsformat om at miste sig selv midt i sorgen, om at forvandles og forkrøbles af hævntørst og om at finde sin vej og sig selv igen.

Der er gode morgener, og så er der regulære lortemorgener. For drengen Gustav hører denne bestemte morgen til sidstnævnte. Over morgenmaden klasker hans far nemlig en frygtelig nyhed på bordet. Gustavs kanin er død. Ræven har taget søde, bløde, dejlige Ninus. Med sine små spidse tænder har den sønderrevet Gustavs pelsede ven. Gustav bryder sammen, men hans far siger koldt, at store drenge ikke græder over døde kaniner, og at Gustav skal tage sig sammen.
Gustav sørger i det skjulte over sit tab, og han prøver forgæves at sy stumperne af Ninus sammen igen. Men nål og tråd kan ikke vende op og ned på liv og død, og Ninus forbliver små blodige kødklumper. I takt med at Gustavs tåreflod tørrer ud, bliver  hans sorg forvandlet til had, og et altopslugende ønske om hævn spirer frem. Ræven skal dø. Regnskabet skal gøres op. Og retfærdigheden skal ske fyldest. Gustav tager et gevær fra sin fars skab, lægger sig på lur og likviderer koldblodigt ræven, da den stikker sin skyldige snude frem fra krattet.
Kadaverne hober sig op. Og det er ikke kun ræve. Det er også andre dyr. Gustav er gået bersærk i en blodrus og kan slet ikke holde op med at dræbe. Han er selv blevet et rovdyr, drevet af hævntørst. Gustav er blevet ræven. Bogstavelig talt.
Men ræve – Gustav går i saksen. Han bliver kastet i bur, hånet og udstillet. Først da drengen Paw møder ham med omsorg og kærlighed, kan Gustav begynde at mærke andet end sin smerte. Han kan mærke sig selv. Gustav bliver Gustav igen og sammen med Paw kan han forlade sit fængsel.
Lad det være sagt med det samme. RÆVEFÆLDEN har slået benene væk under mig. Dickmeiss’ groteske og smukke illustrationer holdt i sort/hvid og Scherfigs benhårde tekst supplerer hinanden forbilledligt, og sammen skaber de en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Særligt kontrasten mellem tekstens budskab og Dickmeiss’ farveløse illustrationer er yderst effektfuldt. Intet er, som det syner, bare sort eller hvidt, godt eller ondt. Livet udgøres derimod af alle nuancerne midtimellem.
Den barske historie om Gustav, Ninus og ræven giver sorg et forvrænget, men dog menneskeligt ansigt, og den skildrer råt for usødet, hvordan et menneske kan miste sig selv, hvis følelserne ikke får plads. Gustavs transformation illustrerer således hvordan hævn kan forvandle, forkrøble og forblinde et menneske. Det er ikke kønt, men til gengæld er det fandens godt! Efter denne anmelders mening har Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss med RÆVEFÆLDEN begået et stort mesterværk i lille format.

Rævefælden
(af Birte Strandby, Bogvægten)

En børnebog som børn vil kunne lide, og som forældre muligvis vil nægte at læse højt.
Gustav er en lille dreng. Han har en kanin, men en dag kommer ræven og æder den. Gustav bliver dybt ulykkelig. Først forsøger han at sy resterne af kaninen sammen, men det er umuligt, og i stedet bliver han til en hævner, der skyder først den ræv, der sandsynligvis har dræbt kaninen. Derefter skyder han flere ræve, for hvis det nu ikke var den første, der var morderen. Og efter rævene skyder han et par geder, der glor provokerende. Til sidst bliver han selv til en ræv, og så går han løs på en flok høns. Men der forregner han sig. Han bliver fanget, lukket ind i et bur og må leve med, at folk kommer og ser ham gennem tremmerne. Først da en jævnaldrende dreng får medlidenhed med ham og behandler ham pænt, bliver Gustav til en dreng igen, og kan gå ud i friheden.
 
Historien er grum i sig selv. Der store følelser på spil: Sorgen over den dræbte kanin, hævneren der ikke kan styre raseriet, og en far der er ret ufølsom overfor sønnens sorg: Store drenge græder altså ikke over en død kanin.
 
Men er historien grum, så er tegningerne værre, og det er godt, at de er holdt i sort/hvid, så det blodige ikke helt tager overhånd. Til gengæld får man fuldt udbytte af det brutale landskab, døde dyr, maddiker i madskålen, skeletter under buret. Indtil det hele ender i total idyl med fuglesang, blomster og små aktive dyr.
 
Scherfig er en spændende fortæller, og Dickmeiss er en kunstner der forstår at skabe stemninger og dyrke barnlig surrealisme. Man er nødt til at læse videre, og der er nok at tale om undervejs, men læs den før dit barn.

—-

Rævefælden
(af Potskilove/blogger om børnelitteratur)

Rævefælden er en historie om tab, sorg og hævn og om at miste sig selv så meget at man helt forsvinder. Gustavs kanin bliver ædt af ræven og Gustav sørger over sit tab. Men Gustavs far forbyder tårer og i stedet forvandles Gustavs sorg til hævntørst. Ræven skal dø! Men hævnen kan være svær at kontrollere og Gustav forsvinder i en blodrus. Han dræber og dræber, indt til han ikke længere er Gustav, men et dyr- en ræv. Ræven Gustav bliver fanget, smidt i et bur og udstillet på en markedsplads og kun i mødet med drengen Paw, kan hans menneskelige side igen træde frem. Gustav kommer ved Paws hjælp igennem sorgen og ud af sit fængsel. Gustav bliver Gustav igen.
Rævefælden er et blændende sort/hvidt mesterværk, der hudløst ærligt viser alt det grimmeste og alt det smukkeste i mennesker. Det er, efter min mening, en af de bedste udgivelser i 2012.
—-

Blodrus
(Af jakobkragh.blogspot.dk)

Gustav er glad for sin kanin, Ninus. Men da naturen og ræven beviser, at livet altså er noget brutalt skidt, og ræven splitter Ninus ad i småbitte ikke-samlbare blodige stykker, næres Gustav af en uudtømmelig hævntørst.

Og hævn kan altså ikke slukkes af den ikke specielt nærværende fars forsikring om, at de opsatte rævesakse nok skal fange kanin-morderen.

Gustav er en geschæftig ung mand og han ved hvor faderens jagtgevær er. Og plaf. Ræven er død.
Men kan Gustav vide sig sikker på, at det nu er den ræv; at det lige netop er den forbandede kanin-morder-ræv han fik ram på? Gu’ kan han da ræv! Men hellere få ram på 100 ræve for meget end en for lidt.

Men i takt med Gustavs bersærkergang, der også går ud over et par gloende geder og en håndfuld høns, bliver han umærkeligt selv forvandlet til det udyr, den ræv, han er på jagt efter. Og først da han efter en tur i en rævesaks og et ophold i et usselt cirkus, møder den jævnaldrende Paw, der ser ham og hans sorg, bliver Gustav til en dreng igen. Og naturen kan vende tilbage til også at vise en lys side.

Det er saftsuseme en fin og knugende historie. Den altfyldende hævn, der gør søde drenge til udyr – og ikke giver den mindste forløsning eller trøst. Bare en smag af blod i munden.

Dickmeiss indfanger det hele. Grufuldt, poetisk. Og både artificielt og nærværende realistisk. Fx når stakkels Gustav skal forsøge at syg den splittede Ninus sammen med kød, pels og månestykker. Eller når naturen i illustrationernes detaljer viser sig fra den side, der er længst fra Disney og Paradis.

Der kommer dog en langt lysere naturblik med smilende pindsvin og en stork og en ræv der kærligt kigger på hinanden, da Gustav har fundet ud af at en venskab kan være med til at stoppe en blodrus.

Det er så fint. Og magisk.

Anmeldelser af Ritas Venskab

Venner, uvenner, og venner igen
(af Steffen Larsen, Politiken)

Her er historien om, hvorledes Rita og Viktor blev gode venner igen.
Det bliver nok ikke sidste gang, de to skal igennem en krise. For kan et venskab i 5-8-års alderen bære igennem dril og rødmen og fodbold og lyserøde fornemmelser? ’Ritas venskab’ giver ikke et svar. Lilja Scherfig ved godt, at det kan det oftest ikke.

En blå dreng
Det ville nok hjælpe, hvis Rita begyndte at spille fodbold. Men nu går hun såret og surmulende ned til stranden, da Viktor og hele holdet har grinet ad hende. Rita giver igen med en bemærkning om Viktors hårpragt.
Nu er alt vist tabt. Men heldigvis møder Rita en blå dreng, som forsøger at fange en rød sommerfugl. Når drengen ikke gør det, forsøger han at holde humøret oppe hos Rita.
Hun vender tilbage til boldbanen med fremstrakt hånd (og kløer). Til sidst finder de to dog hinanden i det grønne græs med udsigt til en rød sommerfugl.

Et tabt paradis
Der er klarøjet poesi i Lilja Scherfigs lidt triste historie om at gå fejl af hinanden på et hundrede måder. Der er en stemning af et tabt paradis over historien, som ikke bliver mildnet af Otto Dickmeiss’ illustrationer. De er usædvanlig farvestrålende denne gang.
Normalt arbejder tegneren i en speciel og hemmelig blanding af grøn og gul. Tegnerens billeder er oftest ovale. Her går de lige til kant, som hos kollegerne. ’Ritas venskab’ er også fuld af ting, som ligner. En bænk f.eks. Og måger. Mon ikke det er tegnerens første måger i bogform? Øjnene er dog altid spørgende store.

Otto Dickmeiss arbejder hårdt på at forlige den blå gestalt med den skinbarlige virkelighed. Og det er ikke hans skyld, at historien kommer til at flakse som sommerfuglen imellem drøm og driblen.

—————–

Ritas Venskab
(af Thomhave 100, Bogrummet.dk)



Ritas Venskab er en modig fortælling om sårbarhed, svigt og smerte for de 4-9 årige. 
Bogen handler om at føle sig svigtet af sin bedste ven – og om det svære ved at blive venner på ny. Det sidste er slet ikke så nemt. For hvem skal først sige undskyld? 

Rita er bedste venner med drengen Victor. De har et hemmeligt mødested udenfor byen, hvor de har ridset en venne-tatovering ned i en bænk. Men en dag bliver de uvenner, fordi Victor siger grimme ting og griner ad hende. 

Rita bliver meget såret over Victors opførsel ”..og pludselig føles det som en fodbold rammer hende hårdt i maven”. 

Sproget er sanseligt og enkelt, men uden særlig megen humor og det er helt bevidst. 
Emnet er følsomt og man bliver bare blød om hjertet ved synet af Otto Dickmeiss´ akvareltegninger. Sårbarheden lyser ud af Ritas store blå og glasagtige øjne (som næsten er ved at falde ud af hovedet) og hendes nedbøjede hoved. Tegninger fortæller deres egen historie om samhørigheden mellem Rita og Victor i sær mellem de røde og blå farver, der leder tankerne hen på Yin og Yang. 

Senere møder Rita drengen fra de blå bjerge, der er jagt efter en rød sommerfugl. En dreng, der minder lidt om Victor, men han er bare helt blå. Han hjælper Rita med at få mod til at blive venner med Victor igen.

Her bryder fortællingen med virkelighedsplanet og fletter elementer fra eventyrgenren ind i handlingen. Noget, som børn vil have let ved at leve sig ind i. Drengen fra de blå bjerge er Victor, og så er han alligevel ikke Victor. Og børnene kan godt se det i bogen, fordi drengen er malet helt blå modsat den rigtige Victor. 

Det er tankevækkende, at de voksne helt er fraværende i historien. Forfatter og tegner har gjort sig meget umage med at beskrive oplevelsen indefra barnet og give det plads. 

”Ritas venskab” egner sig godt til højtlæsning. Historien fortælles i et let genkendeligt talesprog. 
Her er der mulighed for at barn og forældre kan bidrage med egne oplevelser undervejs.

——–

Ritas Venskab
(af Simon Hartling, KultuNaut)

I børnebogen “Ritas venskab” af Lilja Scherfig og med illustrationer af Otto Dickmeiss hører vi om, hvordan det er at blive svigtet af sin bedste ven. Men vi får også at vide, at man kan tilgive hinanden og måske endda få et endnu bedre venskab. Bogen henvender sig til aldersgruppen 4-9 år.

Da Rita kommer hen til de fodboldspillende drenge, kalder de hende for “rødhårede abe”. Det kunne hun sikkert have levet med, hvis bare det ikke var fordi, Viktor lod være med at komme hende til undsætning og oven i købet grinede af hende. Rita kan ikke komme over det. Ulykkelig går hun ned til bænken ved vandet, ét af hende og Viktors venne-steder. Her møder hun en mystisk dreng, der godt kunne minde om Viktor. Drengens forsøg på at fange en sommerfugl leder Ritas tanker lidt på andre veje. Hun kan dog ikke skjule, hvad hun er ked af, og fortæller drengen om Viktor. Han vil gerne hjælpe og maner til storsind og besindighed. Men da hun følger hans råd om at række Viktor en udstrakt hånd, kommer der i første omgang ikke noget godt ud af det. Dog kan gode venner ikke i længden opretholde et fjendskab. Uvenskab giver knuder i maven. Mon ikke det er bogens glimrende pointe, at man er nødt til at løsne op for sine knuder, så man kan blive let og fri som en sommerfugl?

I Ritas venskab er der ikke nogen voksne med. Det er børn, der skaber konflikterne og børn, der løser dem. At voksne holdes uden for historien afspejler nok ganske godt, hvor alene man er som barn, når det gælder venskab eller uvenskab. Bogen fortæller om noget af det mest centrale i børns hverdag og rammer udmærket den intensitet, som den korte afstand mellem stor sorg og stor glæde giver. Lilja Scherfig er ikke bange for at ty til det fantastiske, når konflikten skal løses, og det fungerer ret godt. Mystikken bliver hverken for overdrevet eller punkteret i plat realisme. Otto Dickmeiss’ tegninger klarer sig fint sammen med teksten og skaber en sommerlig tid-og stedløshed. Det kan dog undre, at børnene skal ligne de for nogle år siden så populære Bratz-dukker, dvs. med enorme øjne. Det bliver næsten for bambi-agtigt.

Ritas venskab vil kunne optage de fleste børn. Det er simpelt hen elementært spændende og vigtigt, om venskabet består eller forgår. Nogle vil måske synes, at bogen er for pædagogisk korrekt. At den poetiske retfærdighed er for udtalt. På den anden side må man spørge, om det ikke også kan blive for rigtigt i en anden forstand, hvis man forsøger at være “realistisk”. Hvis nederlag holdes for mere realistiske end sejre, er det ikke nødvendigvis noget, man behøver at fortælle til børn. Børn kan godt tåle lidt pædagogik og en smule håb.

Ritas Venskab
(af Birte Strandby, Bogvægten)

Når ens bedste ven svigter, hvad gør man så? Rita bliver ked af det og vred, for hvordan kan Viktor være sådan? De har endda snittet deres venne-tatovering i bænken.
Den mærkelige dreng fra De Blå Bjerge foreslår, at hun går hen til Viktor igen, men det viser sig at være en dårlig idé, for drengene gør bare nar ad hende. Den mærkelige dreng kan ikke rigtigt trøste, men sammen venter de på, at sommerfuglen dukker op, og så jager han den hen langs stranden, til hun ikke kan se ham mere. Rita bliver siddende, men til sidst kommer Viktor, og de to bliver gode venner igen.

Otto Dickmeiss har denne gang tegnet nogle søde, til al overflod storøjede børn i farverige omgivelser – ganske uden lighed med hans surrealistiske tegninger i børnebogen De onde Byer. Her er kun Ritas nye ven lidt anderledes, idet han er gjort at et blåligt, gennemsigtigt materiale, mens den røde sommerfugl, han jager, tydeligvis hører virkeligheden til.

Men hvad handler det om: Mobning, venskaber, mulig identifikation med den ulykkelige eller vrede Rita?
Måske handler bogen mest om mobning, som det også findes i blandt andet ”Lydia svarer igen” af Katrine Marie Guldager og hos Jan Mogensen i ”En prut i junglen”. Det usædvanlige her er skildringen af Ritas afmagt: Hun forsøger at samle venskabet op, men opgiver hurtigt, og Viktor og Rita bliver først gode venner igen, da Viktor opsøger Rita. Den usynlige ven erstatter ikke Viktor, og det er svært at se, hvad han ellers gør, men fortællingen og tegningerne er underholdende

RITAS VENSKAB
(af Sara Nørholm, Kristeligt dagblad)



Hvorfor bliver man uvenner? Og hvordan bliver man gode venner igen? I en verden af konflikter er det godt at vide noget om, og med Ritas venskab har de 4-9-årige fået en introduktion til konfliktmægling – i hvert fald i det små, men det kan jo være et udmærket sted at starte. Historien er enkel: Rita og Viktor er bedste venner, men kommer alligevel til at såre hinanden. At det onde kommer imellem dem under et æbletræ, giver historien et diskret præg af grundfortælling, ligesom venskabets røde sommerfugl og drengen fra de blå bjerge, der med sit sommerfuglenet i hånden taler for forsoning, giver bogen en fin tyngde. Men sproget er dagligdags, der fortælles i nutid, og det er godt til sidst at løbe om kap med Rita og Viktor hen til venskabsbænken, hvor sommerfuglen allerede sidder på ryglænet. Otto Dickmeiss har illustreret smukt med klare farver og karakteristisk storøjet alvor. Anmelderens eneste ærgrelse er prisen, der ikke undgår at komme i konflikt med bogens alligevel begrænsede omfang.

Lilja Scherfig: Ritas venskab. Illustreret af Otto Dickmeiss. 40 sider. 230 kroner. Gyldendal.

Ritas venskab
(af Ester Lunddal, Børnehaveklasseforeningen.dk)

”Ritas venskab” er en skønlitterær bog, som passer fint til vores aldersgruppe i børnehaveklassen.
Faktisk tror jeg den passer til såvel de ældste børn i børnehaven som til børn i hele
indskolingsforløbet, ja selv som voksen bliver man ”tændt” på spændingen i handlingsforløbet: Rita er blevet uvenner med sin bedste ven Viktor. Hvem skal sige undskyld først? Hermed har forfatteren tematiseret en universel menneskelig udfordring. Med stor spænding følger vi begivenhederne i det følelsesmæssige register i aktion, reaktion og frustration over sårede følelser og vejen ud af smerten i mødet med ”Drengen fra ”De blå Bjerge”, som vækker håb og viser vej til forsoning.
Har du et klassebibliotek, vil den være godt anbragt der.
Børnene drages af såvel handling som af illustrationerne.
Bogen har stift bind, og jeg synes det er så lækkert at sidde sammen med børn og læse om intime følelser i en bog med stift bind.

Anmeldelser af Putte og De Andre

Blodrig kærlighed
(Fyns stiftidende) 


Det er store følelser, der er tale om, i denne bog om hønen Putte og de andre, der viser sig at være elefanten Ib og koen Linda.

En skøn bog med tre vidt forskellige historier skrevet på tre vidt forskellige måder men hver især med tegninger, der suger én ind i stregen for at gå på opdagelse.

Kærlighed gør modig lyder det overliggende tema om de tre dyr, der på hver sin vis oplever andre sider af kærligheden end den, de fleste børn går rundt med i hovedet – nemlig en på hver sin måde ret kompliceret form for kærlighed. Men heldigvis også en form for kærlighed, der overlever alt, selv om det ind imellem kan blive ret blodigt.

Tre historier, der er fandenivoldske og fabulerende
(Af Karin Esmann Knudsen, Berlinske Tidende)

Hvad sker der, når en høne bliver forelsket i en ræv? Eller når elefanten i virkeligheden bare er en lille mus? Eller når den grumme slagter kommer og henter den tyr, som er mest attraktiv for køerne?

Lilja Scherfig vender op og ned på verdensbilledet, blæser på naturlovene og lader kærlighed og venskab sejre. De tre historier i »Putte og de andre« er illustreret af tre forskellige personer, som har hver sin streg, men på hver sin måde understreger stemningen i den enkelte historie. Historierne har lighed med de gamle fabler. Det er dog ikke den smukke morale, der får dem til at leve, men derimod den groteske leg med at lade hånt om lovmæssigheder i en velkendt verden.

Det kommer der en fandenivoldsk og fabulerende billedbog ud af, i tekst og i billeder. Således bliver hønen Putte nødt til at ofre indtil flere tæer, fordi den elskede ræv er så sulten. Musen har indrettet en hel lille lejlighed inde i elefanten Ib. Og Dræber-Bjarne, slagteren? Han bliver vitterligt kørt igennem kødhakkeren, så køerne kan tage til rock-koncer!

Putte og de andre
(af Troels Laursen, Kultur Kapellet)

Billedbogen handler om de store følelser: Umulig kærlighed og had, identitetsproblemer og ensomhed. Bogen er en sjælden børnebog, og jeg tror ikke, jeg tidligere har læst en børnebog, der i den grad handler om de store lidenskaber. Jo, måske nok om emnerne venskab, ensomhed, kærlighed og had, som hører til grundvilkårene for mennesket, børn som voksen, men her er det med en dramatisk lidenskab, som jeg ikke kan mindes at have set i en billedbog for børn før. Og nogen vil måske også synes, at den i virkeligheden mest er for voksne, da både illustrationer og tekster kan virke voldsomme på mindre børn, som når én køres gennem kødhakkeren og bliver til dåsemad. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra, og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det jo er bestemt nok værd at få sig en snak med sine børn om. Og det bliver så til en snak, som den voksne også kan få glæde af, og tage ved lære af.

Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann viser meget farvemættet en poetisk kærlighed, mens Rasmus Bregnhøi både er sart og detaljerig i sin streg om elefanten Ib. Otto Dickmeiss har derimod humor i sine rock-seje og promadehårede køer.

Billedbogen har tre fortællinger, og den første er om hønen Putte, der bliver forelsket i ræven. Her kildrer det så dejligt i Puttes mave, og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Puttes og Rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter, at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak (hvem sagde, at man ikke kunne hugge en hæl og klippe en tå, for at komme i prinsessens sko?). Da Putte må blive i hønsegården, fordi de voksne som sædvanlig ikke forstår et pip, er det store spørgsmål, om Ræven også parat til at ofre noget for kærligheden? Men mon ikke det ender lykkeligt under rønnebærtræet.

Billedbogen indeholder også to andre historier, ”Historien om elefanten Ib”, hvor Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. Inde i elefantkroppen er den virkelige Ib faktisk en lille mus. Elefanten Ib er populær, da han er god til at træne grinemusklerne, men inde i elefantkroppen føler Ib sig alene. Men så en dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter og får den ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?

Den sidste fortælling er en rimet historie med sjove og skønne rim, og hedder ”Linda tager kampen op”. Og Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på, at han skal blive hendes:

”- Hvem har muget ud i dit humør, min smukke ven?
Linda sparker til en sten og sukker højt igen:
– Guitar-Steen var ligeglad, da jeg fik stød i går,
Han gik mere op i at få vandkæmmet sit hår!”(p.25)

Men pludselig, mens Linda forgæves sværmer for sin Guitar-Steen og overser den følsomme ven Harry, kommer der i en ladbil, en morder på gården! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og tager kampen op, og her er det så, at én ryger gennem kødhakkeren og bliver til klistret dåsemad…

I sandhed en billedbog både for den voksne, der læser op og barnet, der lytter med.

—-

Putte og de andre har det hele
(af Metteline Lykke Rasmussen, FORTÆLLINGEN.DK)

Kærlighed og had, lidenskab og stor passion.
Det kildrer så dejligt i Puttes mave og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Putte og rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak. Er han også parat til at ofre noget for kærligheden?

Bogen indeholder også to andre historier, Historien om “elefanten” Ib og Linda tager kampen op. Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. – Inde i elefantkroppen gemmer sig nemlig den VIRKELIGE Ib, som faktisk er en mus. Som elefant er Ib populær, men inde i elefantkroppen føler han sig alene. En dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter ved at suge den op igennem sin snabel og ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?
Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på at han skal blive hendes! Pludselig er en morder løs blandt køerne! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Lindas ven, den følsomme Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og går i aktion: Nogen ryger gennem maskinen og bliver til klistret dåsemad, men det er hverken Guitar-Steen eller Harry..

Putte og de andre er bestemt en anderledes billedbog. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst en billedbog, der i den grad handler om altopslugende lidenskab. Måske er det mest en billedbog for voksne, i hvert fald kan både illustrationer og tekst virke voldsom på mindre børn; dem, vi plejer at læse billedbøger for. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det er bestemt værd at få sig en snak med sine børn om. Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss.

Fornemmelse for kropsfryd
(af Anne Petersen Børn&Unge)


Lilja Scherfigs ‘Putte og de andre’ indeholder tre historier, som på hver sin måde fortæller om følelser, om drift, venskab og mod. Der er tre meget forskellige tegnere på, og hver historie har sin egen stil, opsætning og lay-out. Det er en novellesamling som tre-i-én-billedbog.

Den første novelle, ‘Putte og ræven’, er en dramatisk fortælling om en hønes forelskelse i ræven. Hun er så betaget af ham, at hun om natten drømmer, at han tager en bid af hendes tæer. Når de andre høns snakker om ham, kilder det så dejligt i puttehønens mave. Forelskelser handler vist ikke altid om at være skabt for hinanden eller om, at man bliver betaget af en, der passer ind i omgivelserne. Næ, en ræv, der kommer og tager én om natten, dét er der bid i. Hønen Putte drømmer om ræven:
Putte ligger og drømmer, at hun går op ad kirkegulvet på en rød løber. Hun har en smuk kjole på. Ræven er i smoking, og bag dem går deres fem børn og holder det lange slør.

Ræven drømmer også om Putte, og til sidst får de lov at ses på prøve. Først siger de voksne selvfølgelig nul putte. Men så bliver ræven vegetar…
En virkelig dejlig fortælling om at følge sin lyst, uanset hvad samfundet, de andre, de voksne og normerne i hønsegården siger om passende og upassende kærlighedspartier. Til denne novelle hører et fantastisk dobbeltopslag, hvor Camilla Wichmann har tegnet hønen Putte hvilende trygt og godt i rævens favn. Det er sådan et billede, der egner sig til plakat. Helt vildt skønt.

Bogens anden novelle er ‘Historien om elefanten Ib’. Indeni Ib bor en mus, som er elefantens sande jeg. Den lille mus fylder dog ikke meget i en elefants væsen og krop. Ib lever med en fornemmelse af at være populær udenpå og ensom indeni. Men i elefant-flokken, der lever som alle normale elefanter nu en gang som bekendt gør – med beach-volley og vandede vitser – vil problemet med at fylde sin krop ud med selvtillid også kunne løse sig. Læs selv efter.
I den sidste og tredje novelle møder vi koen Linda, som under titlen ‘Linda tager kampen op’ redder sin elskede Guitar-Steen fra slagteren Dræber-Bjarne. En splatterfortælling på vers:

Linda gumler græs og glor forelsket efter én,
hun er nemlig blevet vild med ham der Guitar-Steen.
Han er gårdens guitarhelt med sej og svedig smag,
Linda hvisker lidt genert: – Øh, hva’ skal du i dag?
Øve spade som en gal og du skal ikke med!
smiler frække Guitar-Steen og skynder sig af sted.
Linda bøjer nakken tungt og snøfter inden i,
men så svinger Susan glad og fløjtende forbi.

Som titlen siger, tager Linda kampen op. Da slagterbilen kommer, redder hun sine venner – heriblandt Guitar-Steen – fra slagteren Dræber-Bjarne. Tegneren Otto Dickmeiss har på et helsidesopslag illustreret med en drabelig splatterscene, hvor køerne, Linda, Guitar-Steen og den rare Harry kører Dræber-Bjarne igennem kødhakkeren.
Linda får sin Guitar-helt til sidst: “Steen kan ikke vente mer’, han kysser sin heltinde.”
Jeg synes ikke helt, at Guitar-Steen fortjener det. Han er lidt for selvoptaget. Men sådan er det jo af og til med kvinder. De falder sommetider for de tyre, der er mere optagede af at spille guitar og kæmme deres hår, end for dem, der virkelig elsker dem! Og som er gårdens steg.

Putte og de andre
(af Karen Lise Søndergaard, Jyllands-Posten)

Størst sanselighed og symbolik i denne omgang, er der i en bog om en høne, som forelsker sig i en ræv – som bliver vegetar.

(…) Hønen Putte vil gå langt i kærlighedens navn i Lilja Scherfigs billedbog med tre korte historier for børn og voksne. Der må være tale om en slags dyreverdenens Stockholmsyndrom, da puttehønen forelsker sig så glødende i ræven, at hun i bogstaveligste forstand vil klippe en tå for at være sammen med ham og hans rumlende mave. Ræven gengælder hendes kærlighed og bliver vegetar for hendes skyld, og således får det umage par hinanden.

”Historien om elefanten Ib” handler om at være en anden, end man giver sig ud for at være, og at længes efter at blive set som den, man i virkeligheden er.
Bogens sjoveste indslag er det fortællende digt med den herlige titel ”Linda tager kampen op”, hvor køernes kærlighedsliv er sat på rock and roll’ede rim.

Der er sanselighed og saftig symbolik i Scherfigs fortællinger, og hun kan noget originalt med sproget. Samlet set mangler bogen dog en tydeligere linie og idé. Fortællingerne har karakter af moderne fabler, men ud over et eller andet med at stå ved sig selv udebliver fablens pointe og mål.
Bogen er gennem- og velillustreret  ad Kamilla Wickmann, Rasmus Bregnhøj og Otto Dickmeiss, hvor især sidstnævnte komplementerer bogens temmelig voksne og skæve univers, med nogle virkelig væmmelige køer.

—–

Putte og de andre

(af Tonny Hansen, Folkeskolen.dk)

Viljen til at ofre sig er ufattelig stor, når det gælder om at få den eneste ene. Og det kan dreje sig om langt mere end at flytte til Malmø. Putte er villig til at gå langt for at tilfredsstille kærestens drifter – nej, ikke dem der, men de endnu mere dyriske. Putte er nemlig høne og den elskede ræv med rovdyrsinstinkter, når der er fjerkræ på kajen. Og hvad betyder et kyllingelår i den store sammenhæng? Hvis det er prisen for at holde på ham, må han da godt æde det ene.
I bogens to andre historier spiller Scherfig behændigt på talemåder om mus og elefanter, og i historien om kampen for præmietyrens liv giver hun læseren noget så sjældent som vers uden fjantede nødrim. Alene linjen “Hvem har muget ud i dit humør, min smukke ven” er hele bogen værd. Smuk historie og godt fortalt med fikse referencer til fabler og børneremser.
Lidt usædvanligt er der valgt forskellige illustratorer til historierne. Men alle tre leverer fremragende arbejde.

 

Anmeldelser af Peter og Postbudet

Varm billedbog gør læseren glad
(af Steffen Larsen, Politiken)

Både tekst og tegninger er i top i ny billedbog.
Her er et rigtigt postbud af den røde slags.
Han trøster Peter, der venter på et brev fra bedstefar, som lige er død. Og nu har Peter snart fødselsdag.
Så træder etaten i karakter. Det er en smuk og varm historie, som gør lytteren god og glad. Det samme kan siges om Otto Dickmeiss’ karakteristiske afrundede tegninger og storhovedede personer.
Vores røde ven er mild som kirkebladet. Peters øjne er dybe som den himmel, hvor bedstefar nu bor. Den røde farve kommer for fuld udblæsning i de valmuer, der er et af historiens temaer. Smukt!

—-

Stærk og smuk i al sin enkelhed
(af Karen Lise Søndergaard, Jyllandsposten)

Peters bedstefar er død. Tilbage sidder Peter og venter. Bedstefar har nemlig glemt at sige farvel, og det kan da umuligt passe, at han ikke kan sende så meget som et brev oppe fra himlen.
Postbudet lytter til den lille dreng, og helt uden at komme med voksne forklaringer på noget giver han rum til drengens sorg. ”Peter og postbudet” er en usædvanlig fin lille bog om at miste, om at savne og om børns trang til og krav på en afslutning og et svar.
Tekst og billede smelter sig smukt ind i hinanden – der er ikke et ord eller en streg for meget, ingen flertydighed eller subtil symbolik hen over barnelæseren. Bogen står stærkt og smukt i al sin enkelhed og bør få plads i alle sammenhænge, hvor mindre børn har brug for at høre og tale om at miste.

—-

Peter og Postbudet
(af Sara Nørholm, Kristeligt Dagblad)

“Peter og postbudet” er endnu et resultat af det fine samarbejde imellem Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss. Peters bedstefar er død, og han nåede ikke at få sagt farvel. Nu går Peter og venter på brev, for bedstefaderen kan da ikke have glemt ham? Heldigvis er postbudet en af den slags voksne, der giver sig tid til at lytte; han er egentlig på vej videre, men vender så alligevel om for at høre, hvad Peter egentlig tror, at der vil stå i bedstefaderens brev – og på den måde hjælper han drengen med at få sat ord på de mange modsatrettede følelser.
De stilfærdigt surrealistiske billeder i varme, lidt slørede farver giver fortællingen et drømmeagtigt skær, og jeg faldt helt for billedet af den triste lille bedstefar, der sidder på en sky med sommerfuglevinger på. En fin, lille bog for de mindste om, hvad gode venskaber og omsorgsfulde voksne kan betyde, når man har mistet en, man holdt af.

Historien går lige i hjertet
(af Zenia Johnsen, Fortællingen.dk)

Skøn billedbog om savn, sorg og venskab. Bedstefar fik ikke sagt farvel til Peter, inden han døde. Han døde bare. Derfor venter Peter på postbudet. Bedstefar har vel nok skrevet et farvel-brev til ham. Et brev der lugter af terpentin og maling, for Bedstefar var maler. Han malede valmuer. Men Postbudet må skuffe Peter. Der er ikke noget brev til ham.
Da Peter bliver ked af det, trøster Postbudet, og et venskab begynder.
Peter og Postbudet er en skøn og rørende billedbog. Historien går lige i hjertet på mig. Jeg savner også min bedstefar, der var maler og malede valmuer.
Lilja Scherfig har skrevet en simpel men original historie. Den bedste slags. Otto Dickmeiss’ illustrationer er farverige og vidunderlige. Der er masser at se på.

Fin anvendelig bog
(af Gitte Ullstad, Folkeskolen.dk)

Denne historie foregår i de gode gamle dage, hvor postbuddet gik med rød jakke og kasket og i øvrigt havde god tid.
Peters bedstefar er lige død, og han nåede ikke at sige farvel til sit barnebarn, der nu går og venter på et brev. Det forstående og rare postbud kan både lindre Peters længsel og redde hans fødselsdag, og de to bliver venner.
Historien henvender sig til tre-seksårige børn og er en sød lille oplæsningsbog med dejlige tegninger. Bogen har et strejf af nostalgi over sig med duften af sommer og bedstefars malerterpentin, synet af røde valmuer og lyden af en knasende grusvej. Sammen med de almengyldige temaer som længsel, håb og venskab bliver det til en fin, anvendelig bog for de mindste.

 

Anmeldelser af Louie Louie

Orla-prisens børneanmeldelser, 2007:
Anna, 11 år:
Jeg har læst Louie Louie og jeg syntes at den er en af de bedste bøger jeg har læst.
Fordi at den forklare hvordan der er mange børn der har det hvor en mor eller far er død og den man har tilbage er for bange til at beskytte den man har nærmest. Da jeg læste der hvor Louis far bliver kørt ned begyndte jeg at græde en lille smule fordi at miste begge forældre er et stort tab af livet så er der ingen der kan komme med den store familie støtte.
Jeg fatter ikke hvorfor Louie er så vild med hende der achia fordi hun virker da ikke særlig sød på nogle punkter.
Jeg syntes at det er flot af Louie at han stiller sig fram til musik kuncoranccen men jeg kunne ikke helt fårstå hvorfor Louises far smed hans gouitar ud fordi det var på en måde også et minde fra hende.
jeg syntes at Louie Louie er en meget god bog fordi at den viser de bløde verdier + de barske verdier.

Klara, 10 år:

Louie, Louie er en god bog jeg har læst den, den er sjov og lidt af en gyser… Jer er kun ti men har læst den alligevel. Alle i min klasse syntes den er for små børn men louie, louie fortjener at vinde, fordi at den er: god.. en bog for børn der er seje i det.. Den er lidt af en gyser..
Et godt råd: læs denne bog, og helst om aften så er der gys i det 🙂 smil fra klara
Misha, 13 år:
Det er en virkelig god bog, som handler om en dreng, der efter sin mors død har mistet forholdet med sin far. Man hører hvad Louie tænker og føler og hvordan det hele ender. Den er god, fordi at den er beskrevet så man virkelig forstår Louie og kan leve sig ind i det. Men som sagt er bogen virkelig god, og godt skrevet. Det er sådan en bog, hvor man bare ikke vil blive færdig, fordi den er så god!

Mia, 14 år:

Jeg synes, at det er en god bog, fordi den omhandler et spændende og vigtigt emne: Kampen for kærlighed og venskab! Den var samtidigt sjov og spændende! Læs den!

Sofie 12 år:

Af de norminerede børnebøger til Orla Prisen har jeg læst Louie Louie af Lilja Scherfig. Louie Louie er en super bog, også selvom hovedpersonens liv ikke er spændende på den fede måde. Louie er en dreng med problemer. Hans mor er død, og hans far, der arbejder som dukkefører i sit eget dukketeater, drikker for meget. Louie vil gerne skifte hele det dumme liv ud – det liv som han ikke længere forstår meningen med. Nede i Louies kælder finder han dog både nogle svar og mening og den del af historien er meget fantastisk og magisk. Læs den!

Johannes, 10 år:

Jeg synes den var helt vildt god, fordi den var sjov og spændende. Dukkerne var sjove. Louie var sur på dukkerne i starten, men de blev gode venner igen. Jeg synes alle skal læse den!!!

Jesper 13 år:

Rørende og poetisk roman om Louie, som har mistet sin mor og kæmper en hård kamp for at komme i kontakt med sin alkoholiserede gøglerfar.

TRØSTEDUKKER
(af Steffen Larsen, Politiken.)

Nogle gange kommer foråret på det rigtige tidspunkt.
Siden Louies mor døde, har hans far ligget i sprit.
Far spørger kun til matematikbogen og passer ellers tavst sit arbejde som direktør for et dukketeater. Louie er kommet igennem disse to år ved at slå hukommelsen fra og i øvrigt passe sig selv. Men nu er det forår, han bliver teenager, og inden den sidste poppel er sprunget ud, bliver alt anderledes. ’Louie Louie’ er Lilja Scherfigs debut som romanforfatter. Hun har gennemgået et forløb på forfatterskolen for børnelitteratur.

Historien er fortalt uden tårer. Den hæver sig langsomt over familieliv og psykisk nedtur, idet den inddrager dukkerne, som bor nede i kælderen, når de ikke arbejder. Her fører Louie lange samtaler med Pjerrot og Columbine. De bakker ham op, og det gør flere andre i ejendommen. Dag for dag bliver knopperne større. Louie melder sig til en musikkonkurrence. Dejlige Aisha smiler til ham. Foråret blæser de sidste triste tanker bort. Et mindre automobiluheld hjælper også til. Det er overbevisende fortalt, imens magien hopper frem og tilbage på grænsen til det forklarlige. Lilja Scherfig lever op til efternavnet med et nærgående portræt af skolelærer Peter Henning. Enkelte andre af figurerne kan virke noget karikeret.

’Louie Louie’ har samme sarte tone som i ’Drengen med sølvhjelmen’ af Hanne Kvist. Der fortælles fra halvdistancen, hvor magi og realisme, sorg og trivsel, mest er sømærker, som skal vise vejen for den, der har en mission. Louie skal springe ud – ligesom træerne.

Lilja Scherfig fortæller hjemmevant, og handlingsgangen er veldisponeret. Sprogligt er der mange godbidder. På et tidspunkt folder drengen sine hænder: »Kære Gud, det er Louie. Du kender mig sikkert ikke, for jeg har ikke bedt dig om noget før …«.

Louie Louie
(af Christina Andersen, Bogrummet.dk.) 

(Fem ud af fem stjerner)



13-årige Louie bor i en etageejendom sammen med sin fuldstændig fordrukne gøglerfar. Louies mor er død nogle år før, og Louie er efterladt med en far, der ikke kan tage vare på hverken sig selv eller sin søn. Louie er en modig fyr, der desperat forsøger at provokere sin far til at vågne op af druktågerne, men der er ingen respons. Når Louie bliver for nærgående, skrider hans far bare ud for at finde mere at drikke. Altså er Louie overladt til sig selv, og hans liv er derefter. 

Da skolen laver en musikkonkurrence, hvor vinderen får en tur til “Paradis” i USA, melder Louie sig til konkurrencen, selvom han knap kan spille på sin guitar længere. Han er yngre end alle de andre deltagere og så skriver han oven i købet en kærlighedssang til den skønne Aisha, uden at bekymre sig om at blive til grin. Han sætter alt ind på at vinde, for i Paradis må han kunne finde en ny far. Ham han har, dur jo ikke.

Louis far taler kun til ham, når han snakker om, hvor vigtigt det er at kunne sin matematik. Åbenbart har Louis FULDE far, fået overbevist sig selv om, at hvis man laver gøgl – eller bare noget der MINDER om gøgl – vil man ende som ham. Uden kone og skide fuld. Og han bliver ikke glad, da han opdager, at Louie er begyndt at øve sig på guitaren i stedet for at lave en masse lektier..

Det kunne lyde som en trist bog, men Louie og hans måde at kæmpe sig igennem livet, er helt uimodståelig og livsbekræftende. 

Sproget er ligetil og nutidigt. Man glædes, bliver trist og overvældes og bliver helt forelsket i Louie, som kæmper alene og uden megen håb, men som til sidst belønnes for sit mod og skønne fighterånd. “Louie Louie” er en helt igennem dejlig oplevelse.

FAR ER EN NAR
(af Thora Bruun, PåGaden)
(5 stjerner)



Hvad gør man, når mor er død? Romanen Louie Louie stiller skarpt på far-søn forhold på sprælsk, indlevende og morsom vis – og så er der fine pointer at tænke over.

Forholdet skal klinkes mellem far og søn. Det er Lilja Scherfigs omdrjningspunkt i debutromanen ”Louie Louie”, hvor læseren møder den 13 årige Louie, som har mistet sin mor for to år siden. Han er ladt tilbage i denne verden med sin drukfældige indelukkede far. Og det er lidt skridt, synes Louie, fordi han er træt af, at den eneste den fulde far siger til ham er: ”Gå op og lav din matematik, knægt!” Men det gider Louie ikke, han vil nemlig meget hellere spille musik og hænge ud med vennen Rolf. Og da der er musikkonkurrence på skolen står det med ét klart for ham, hvad han skal, han skal vinde konkurrencen, så han kan rejse langt væk fra sin far. Og hvem ved, måske vinder han også den smukke Aisha fra skolen?

DUKKETEATER GIVER DIALOG
Forholdet mellem Louie og faderen, er meget smukt og indlevende beskrevet. Fra at være som to fremmede, nærmer de sig langsomt hinanden, takket være faderens dukketeater. Når han spiller dukketeater, får hans omsorgsfulde side for sønnen nemlig lov til at komme til udtryk. Med dette dobbeltspil, faderens to roller, bliver læsningen drevet frem i håbet om at faderen vil rive masken af og forene de to sider – og forene sig med Louie!
Det er i øvrigt et kvalitetstegn for hele bogen, at figurerne langt fra er endimensionelle stereotyper, men personer der både kan være egoistiske møgdyr og betænksomme kærlighedsvæsner.

NU MED JORDBÆR
Et andet kvalitetstræk er, at romanen er befriende fri for løftede pegefingre om, hvad Louie bør gøre, eller fordømmelse overfor faderens drikkeri, den beskriver forholdet i øjenhøjde – ligeså vel som replikkerne slipper for at blive forklaret. De ryger bare ud af karakterens mund, ganske troværdige og ofte ganske humoristiske. Som da Louie er helt ude af den, på vej til at stikke af hjemmefra, men hvor vennen Rolf finder ham – og ud over trøstende ord selvfølgelig tilbyder ham et bobblegum. Louies første kommentar er ”Findes de også med jordbærsmag, jeg har kun smagt med lakrids”.
Lilja Scherfig slægter sin bedstefar på, og hun har god grund til at være stolt. Bogen rummer ikke bare en visdom, men også et sprogligt overskud, der løfter sig langt over gennemsnitsniveauet af ungdomslitteratur. Både børn og voksne kan more sig over denne sprudlende bog.

—-

Louie Louie
(af Karin Esmann Knudsen, Berlingske Tidende)


At en bog om døden ikke behøver at være forudsigelig ser man i »Louie Louie« af Lilja Scherfig. Louie Louie er også det kælenavn som den trettenårige Louies far brugte, dengang moderen stadig levede, og alt var godt. Det er nu to år siden, og far og søn lever side om side uden kontakt. Faderen drikker for meget og er genstand for Louies foragt, hvad der ikke bliver bedre af, at han gang på gang svigter. Louie forsøger at komme væk fra det hele ved at melde sig til skolens musikkonkurrence. Men også her spænder faderen ben ved at smide guitaren væk og kræve, at Louie laver sine matematikopgaver i stedet for.

Begge lider af et stort selvhad, faderen har et dukketeater og vil ikke have, at drengen ender som ham, og Louie på sin side savner faderens accept og kærlighed for at kunne acceptere sig selv. Bogens greb er at lade drengen have fortællerrollen og derfor en begrænset synsvinkel, hvad der sår tvivl hos læseren om sandheden. Især fordi der indføres et magisk element i form af de talende dukker på faderens dukketeater. Her har Louie et fristed, hvor hans selvværd bliver opbygget, og her får han modspil, når han vil flygte fra det hele.

—-

Louie Louie
(af Kåemer Asmussen, Fyldepennen)



Hvad er egentlig en ungdomsbog? Vel en der handler om unge menneskers problemer, og er skrevet i et enkelt sprog, og mere vægt på den spændende eller gribende handling end på dybdeborende psykologi. Det passer meget godt på bogen her, men den kan da også med udbytte læses af ældre læsere (som mig), for det er en fin skildring af en trettenårs drengs genvordigheder. Man kan dog ikke sige, at bogen er problemsøgende. Problemerne er bare dens udgangspunkt. Faktisk er det en munter og glad bog.

Louies mor er død for ikke så længe siden, og hans far er ved at gå til grunde i druk, så Louie befinder sig i et tomrum med sine egne savn og længsler. Han vil væk, og da skolen arrangerer en musikkonkurrence, hvor man kan vinde en rejse til hotel PARADIS i Amerika, så melder han sig til den, skønt han knap nok kan spille eller synge.

Han har dog venner, især kammeraten Rolf, som han mødes med på taget af huset, op pigen Aisha som han er småforelsket i. Desuden er der en sød og original dame i huset, som tager sig lidt af ham.

Men hans bedste venner er dog et par marionetdukker, Pierrot og Kolumbine. Faren er nemlig en slags gøgler, og har et dukketeater som han optræder med nede i byen, selv når han er mest forsumpet. Teatret og dukkerne har han i et rum i kælderen, og her kommer Louie og taler med de to dukker. Scenerne mellem Louie og dukkerne er det bedste ved bogen.

Han ved jo godt, at det er faren der sidder bag tæppet og styrer dukkerne og at de taler med hans stemme, men han lader sig rive med og opfatter dem som virkelige venner.

Jeg har selv oplevet dukketeater på Sicilien, og jeg kunne have sværget på at det var virkelige skuespillere vi så og hørte. – Jeg kommer også til at tænke på en film helt tilbage i 50’serne med Leslie Caron og Mel Ferrer, hvor der var disse scener mellem en ung, naiv pige og nogle marionetdukker.

“Louie Louie” er Lilja Scherfigs debut som romanforfatter. Hun er i øvrigt barnebarn af forfatteren og kunstmaleren Hans Scherfig. Det er en smuk bog. Der står ikke hvem der har tegnet forsidebilledet af huset med Louie på taget. Er det mon forfatteren selv?

—–

LOUIE LOUIE
(af Astrid Mousten, Bogshoppen 13 år)

En realistisk god bog, med mange sjove replikker. En bog om Louie der har en fuld far døgnet rundt, og om Rolf, der hjælper Louie ud af hans problemer…

Louie er en dreng på 13 år, hvis mor er død, og hans far er fuld hver dag. Louie vil helst bare skride fra det hele, hans far, matematikken og de andre problemer der plager ham. Han beslutter at melde sig til en musikkonkurrence, hvis man vinder den konkurrence, vinder man en rejse til hotel PARADIS i Amerika. Louie vil vinde den konkurrence, men mange ting kommer i vejen. Hans far vil ikke havde at han melder sig og smider hans guitar ud.
Louie er ved at give op, men får hjælp af sine gode, underlige, men trofaste venner….

En god bog, der er meget realistisk. Den er godt skrevet, og har rigtig mange sjove replikker…Tror den vil egne sig til højtlæsning ….  🙂

—-

Fortællingen.dk
(af Ulla Skovgaard Andersen)

Louies mor er død, og hans gøglerfar forsøger at drukne sorgen i våde varer. Louie vinder selvfølgelig heller ikke skolens musikkonkurrence. Men langt om længe sker der heldigvis noget…

Louie på 13 år har mistet sin mor nogle år forinden og på en måde også sin far. Han er nemlig begyndt at drikke i sorg over tabet af sin kone, og det er ikke meget kontakt Louie har til sin far. Han lugter som oftest af bjørnegrotte og gammelt værtshus, som Louie udtrykker det. Der er sjældent mere end leverpostej i køleskabet, det eneste faderen umiddelbart tænker på er, hvordan Louie klarer matematikken. Han skal blive til noget ordentligt, ikke som sin far, der laver dukketeater – og drikker for mange bajere.

Louie har en god ven, Rolf, som er adopteret, enebarn og vel nærmest udsat for det modsatte af omsorgssvigt. Han går også i klasse med Aisha, som er kakaofarvet og med krøllet sort hår, hende er Louie ret vild med. Og så får han også en ven i Mona, som er sekretær på skolen.

På skolen skal der være en musikkonkurrence og Louie melder sig, og det lykkes ham at blive optaget trods den mandlige lærers forsøg på at forpure planerne. Louie skriver selv en sang og spiller guitar til. Inspiration og støtte henter han hos faderens teaterdukker, som optræder som “levende” dukker.
Louie vinder ikke den musikkonkurrence, som han drømmer om,  der kan få ham væk fra den grå og triste hverdag. Til gengæld sker der noget i hans og faderens liv, der ændrer på den bestående fastlåste situation. Louie Louie er en historie om hvad der kan ske, når et barn, en stor dreng, mister en af sine forældre, og den tilbageværende mere eller mindre lukker sig inde med sin sorg. Det er omsorgsvigt så det basker. Ingen griber ind, og det er måske heller ikke så enkelt at gøre. Faderen har det jo heller ikke for let.
Man føler med Louie, der ikke har det for nemt, men som også kan være stædig. Det kunne have givet romanen en sentimental drejning, men det synes jeg Lilja Scherfig slipper meget godt uden om. Jeg kan også uden problemer leve med de levende, talende dukker. På trods af at det langt hen ad vejen er en alvorlig historie, er den ikke uden humor, specielt i skildringen af Rolf, der godt kan få for meget af de velmenende men overbeskyttende forældre.

En god historie for både drenge og piger fra ca. 12 år.

—–

Lektørudtalelse – Louie Louie
af Lektør Per Drustrup Larsen, 2007

En bog for børn og unge fra 12 år med den 13-årige Louie som
hovedperson. Hans mor er død, og hans far drikker, så Louie forsømmes,
kan ikke finde ud af livet og mobbes i skolen. Kan han og faderen komme
gennem krisen, finde hinanden igen og komme videre? Det korte referat
lyder som en socialrealistisk problemroman fra 1980’erne, men er ikke
dækkende. Historien foldes ud i helt moderne sprog og stil samt
tilføres noget magisk, der løfter bogen op af sørgmodigheden og
videre. Faderen er en gøglertype med eget dukketeater, men er på vej i
hundene efter sin kones død, mens Louie forsøger at klare sig i de hårde
skoler – livets og folkeskolen. Her mobbes han (undtagen af vennen
Rolf), forelsker sig i Aisha, stiller op i en musikkonkurrence, mens han
forsøger at klare hverdagen og at genfinde fællesskabet, hvor de bor.
Det er en solidarisk og hjertevarm skildring af en far og søn i krise,
og hvor gode folk hjælper, så fremtiden tegner knap så hård for dem –
selv om Louie hverken vinder konkurrencen eller Aisha. Der er gode
personskildringer af bl.a. skolekammerater og lærere, og gode scener
ramt på kornet. Dertil kommer så det eventyrlige og magiske i flere
scener mellem Louie og faderens dukker, hvor samtalerne mellem dem
løsner op for Louies situation. En god historie fortalt i en
fascinerende blanding af realisme og andre virkemidler, som med
formidling vil kunne fornøje mange
 
——

Folkeskolen.dk, september 2007
(Anmeldt af:  HYPERLINK, Tonny Hansen)

Louie Louie
Der findes tab, der er så store, at nok så mange levende ikke kan opveje den ene, der er død. Louie savner sin mor. Men hans far er fuldstændig knust og er ikke til megen trøst. Han finder trøsten i bajerne, og i perioder magter han kun at kommunikere med sin søn gennem de marionetdukker, han lever af at optræde med. Mona, der er nabo og skolesekretær, prøver at hanke lidt op i Louie, det samme gør bedstevennen Rolfs forældre. Førstnævnte formår faktisk at kradse lidt i hans blokeringer over mindet om hans mor, sidstnævnte minder mest om Flanders fra Simpsons i deres overrigtige, økologiske selvgodhed.
Historien har de gængse elementer for en ungdomsbog for omkring 7. klasse: tragedie, drama, forelskelse, forsmåelse, rockmusik og drengedialoger. Men skruet godt sammen, især Louies dialoger med dukkerne Harlekin og Columbine fungerer godt.
Lovende debut fra endnu en elev fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Vi vil gerne høre mere.

 

 

Anmeldelse af Pophans

Hanegal
(Politiken, Steffen Larsen, juni 2008)

Hønsefødder og fællesmøder i ny dansk billedbog om et hanevalg.

Den gamle hane hedder Victor, og nu kan han ikke mere. Hønsegården skal vælge ny formand og -sanger.

Skal de vælge den hønsekære popsanger Hans, eller skal de vælge håndværkerhanen Tom med sans for søm og brædder? Det er spørgsmålet i debuterende Lilja Scherfigs billedbog, som tegneren Erik Petri har fyldt med fjer og farver.

Hans kan synge, så hjertet brister. Men Tom kan reparere det bristede hegn, så ræven ikke spiser flere af hønsegårdens beboere. I rimede vers ridses situationen op, så alle lærer noget af processen. De to (kamp)haner slutter fred, og Hans får Smukke Stella med de fine hvide fjer. Han beholder drømmen om, at man kan mere end baske med vingerne. Når Hans synger ’flyvesangen’, får publikum »gåsehud på deres hønseskind«. Pop og politik er to forskellige ting.

Lilja Scherfigs vers ligger godt i munden. Rimene er rimeligt traditionelle, men effektive. Erik Petris tegninger er iltre og bevægelige i stærke rødbrune kulører. Der pjankes og kagles overalt på siderne. Der er dårligt tid til at lægge æg. Men Pop-Hans’ budskab kommer klart igennem: »Vi skal op og flyve i det blå!/ Vi er nemlig født med vinger på«. Det gælder for andre end høns.

Anmeldelser af Året Rundt

Skønne illustrerede rim for børn og barnlige sjæle
(af Damian Arguimbau, Weekendavisen )

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har haft stort held med at pynte på Maylands familiekalendere.
På tredje år hænger deres rim og illustrationer i vores køkken og skaber munterhed og ikke mindst et overblik over familiens hektiske aktiviteter. Nu ved jeg ikke, om disse illustrationer og rim var tænkt til disse kalendere, men de kunne sagtens være det. Lilja Scherfig har en direkte tilgang til månedernes karakter. For januar hedder det for eksempel: »Kulden æder ben og arme, /men hos Carlo får jeg varme. /Hjertet smelter under frakken, /da vi kælker ned ad bakken.« Det er småt, det er enkelt, og det er ganske smukt. Humoren i rimene kommer også frem, som da den voksne Hella springer op og falder ned på noget så vigtigt som Halloween: »Ved Halloween er Hella tavs, /på trods af gys og monstersnavs. /Men skrige kan hun, da Fidel /flår hul i tasken fra Chanel.« Otto Dickmeiss har blik for det morsomme, for i midten af illustrationen ser man den leopardlignende kat mæske sig med en dejlig håndtaske fra Chanel, mens Hella står ved siden af og skriger. Sådan skal Halloween da bare være i børnehøjde.

—–

Så er der godnatlæsning
(af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup, God-bog.dk)

Lilja Scherfig har rimet sjove børneaktuelle vers og Otto Dickmeiss har illustreret med festlige, farverige tegninger. Barnebarnet elsker vrøvlevers, som jeg tror de fleste børn gør. Der er 12 vrøvlevers i bogen, så mens man læser de sjove vers og gennemgår de fornøjelige illustrationer, får vi også lige repeteret årets 12 måneder med lidt snak om hver måned. En rigtig dejlig godnathistorie bog!

Bobolina

Bobolina

Bobolina

Bobolina
Roman
Gyldendal 2014
Illustration: Sjulle Anker Art

Om historien:
Bobolina bor i Cirkus Romanze. Cirkuspsykologen har givet hende diagnosen “længselsfuldt indadvendt”, men Bobolina drømmer om at være frigjort og modig. Og nu er tiden inde. Hun ved det. Det er nu, det skal ske. Endelig er det hende, der skal opleve det smukke forpulede elektriske spark i brystet … KÆRLIGHEDEN.

En for underlig kærlighedshistorie. Om veninder, seksuelle fantasier og lysten til at være sig selv.

”Fuck flade maver, lækkert hår og alt det andet de prøver at mase ned over vores drømme. Det er OS, der ejer længslerne, det er! Det er OS, der er de fritgående vilde hjerter!”

Bogen kan købes HER:

Læs anmeldelser HER:

Se video anmeldelse:

Børnebibel fra Nord

Børnebibel fra Nord

Børnebibel fra Nord

Børnebibel fra nord
Alfa 2014

Lilja Scherfig, Jens Blendstrup, Hanne Kvist, Peter Adolphsen, Tina Sakura Bestle og Martin Glaz Serup.

Om bogen:
Børnebibel fra nord er et helt unikt samarbejde mellem alle de nordiske lande. Den har været mange år undervejs og er nu på gaden i alle 6 lande. Den er skabt af 15 nordiske forfattere og 15 nordiske illustratorer. 

Bibelens mange fortællinger er blevet fortalt og genfortalt masser af gange, siden de blev til for mange, mange år siden. Og det er de, fordi fortællingerne hele tiden kalder på fortolkning.
Hver tid må fortolke på ny, og fortællingerne tager form ud fra, hvor i verden man står. Fortællingerne i denne bog er skrevet med udgangspunkt i barnets verden og undren.
Men de er samtidig forfatternes og tegnernes helt egne bud på, hvordan historierne skulle fortolkes. Alle, der har bidraget til bogen, har haft frie hænder til at fortælle historien på deres egen måde.

Illustreret af Otto Dickmeiss, Mette Marcussen, Lars Gabel Olsen, Bardur Oskarson og Gitte Skov.

Bogen kan købes hér.

den gyldne regel

Maylands Familiekalender 2012

5aRæv

Rævefælden

5aRæv

 

Forlaget Alfa, 2012
Illustration: Otto Dickmeiss.

Om historien:
Gustavs kanin er død. Det var ræven.
Men Gustav vil ikke have nogen ny kanin, Gustav vil kun have Ninus.
Riflerne hænger i skabet på fars kontor. Patronerne ligger i den brede skuffe.
– Nu ska’ den ræv få betalt! tænker Gustav. – Jeg ska’ saftsuseme nok ordne det lede dyr!

En eventyrlig historie om hævn – og om drenge der ikke må græde, men gør det alligevel!

Otto Dickmeiss har vundet Kulturministeriets Illustratorpris 2012 for Rævefælden.
Rævefælden er kåret til Årets Bedste Bogarbejde 2013 af Forening For Boghaandværk.

Læs anmeldelserne HER

Køb bogen HER

 

 

Året Rundt af Lilja Scherfig

Året rundt – sjove rim for børn

Året Rundt af Lilja Scherfig
Forlag Carlsen 2011
Illustration Otto Dickmeiss

Om bogen:
Læs de sjove rim om kælketur i sneen, om påskeæg af chokolade, om sommerbær i haven, om skolestart, om vinterhygge og meget mere i bogen her, der tager dig med året rundt måned for måned.

”Skønne illustrerede rim for børn og barnlige sjæle. Det er småt, det er enkelt, og det er ganske smukt.”
(Weekendavisen)

”En rigtig dejlig godnathistorie bog”
(God-bog.dk)

Læs anmeldelserne HER

Køb bogen HER

Peter og Postbudet

Peter og Postbudet

Peter og Postbudet

Illustrationer: Otto Dickmeiss.
Forlaget Fahrenheit, 2010.

Om historien:
Peters bedstefar nåede ikke at sige farvel til Peter, inden han døde. Nu går Peter og venter på at høre fra ham.
En optimistisk billedbog om sorg, længsel og venskab.

Læs anmeldelserne HER

Køb bogen HER

Ritas Venskab

Ritas Venskab

Ritas Venskab

Illustration: Otto Dickmeiss
Gyldendal, 2009



Om historien:
Rita er blevet uvenner med sin bedste ven Viktor. Hvem skal sige undskyld først? 
Og gider Rita overhovedet være ven med én, der er sådan?
Rita er forvirret. Og så møder hun drengen fra De Blå Bjerge.
En smukt illustreret bog om at være venner, bliver uvenner, og finde hinanden igen.

Læs anmeldelserne HER



Køb bogen HER

Putte og De Andre

Putte og De Andre

Putte Og De Andre

Illustration: Kamilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss.
Forlaget Fahrenheit, 2008

Om bogen:
Tre fortællinger om venskab, mod og lidenskabelig kærlighed.
Mød hønen Putte, der er blevet stormende forelsket og ikke casino pa natet kan få ham ud af hovedet: Ræven!
Læs om elefanten Ib, der i virkeligheden bare er en lille grå mus, der længes efter en ven.
Og mød koen Linda, der går i aktion, da slagteren kommer for at hente hendes elskede Guitar-Steen.

Læs anmeldelserne HER



Køb bogen HER

Louie Louie

Louie Louie

Louie Louie

Roman,
Gyldendal 2007

Om historien:
Hvad gør man, når ens mor er død og det eneste man har tilbage, er en far der minder om en fordrukken bjørn i vinterhi?
13 årige Louie er ikke sådan at slå ud! Han melder sig online casino til musikkonkurrencen, forelsker sig i Aisha og prøver at leve sine drømme ud med hjælp fra nogle underlige, men trofaste venner.
En bog om at gribe ud efter livet – med indbygget far/søn kærlighedshistorie!



Nomineret til Orla-prisen som Årets Bedste Børnebog (2008)

Læs anmeldelserne HER



Køb bogen HER

Pophans

Pophans

Pophans

Illustration: Erik Petri
Carlsen, 2006

Om bogen:
En rimet billedbog om PopHans og Toms hanekamp.
Hvem skal være hane på gården og hvem skal smides på porten?
Ræven dukker op og dræber høns. Dét sætter skub i sagerne.
En historie om at tro på sig selv og folde sine vinger ud!

Køb bogen her

Læs anmeldelse hér.