Anmeldelser af Rævefælden

Fanget i Fælden
(af Merete Reinholdt, Berlingske)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har lavet et lille under af en børnebog med deres kloge, voldsomme og uhyggelige gyser om hævn, selvtægt, savn og ensomhed.

I en verden, hvor voldelige computerspil og blodige film nok kan give børn rynkede pander og urolige drømme, men hvor poderne på en eller anden mærkelig vis har en evne til at placere den slags i hjernedepotet for harmløs uhygge, virker en billedbog om en dreng og hans kanin umiddelbart banal og ufarlig.
Men man skal ikke mange sider hen i Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ »Rævefælden«, før man mærker helt andre følelsesmæssige kortbølger af hårrejsende gysen og bæven, end man er vant til fra børnebilledbøger – og diverse skrækkelige skærm-scenarier i øvrigt.
»Rævefælden« er en uhyggelig børnebog. Ikke kun på grund af den barske historie om drengen Gustav og hans kanin, Ninus, der ædes af ræven. Også på grund af den avislæsende og mentalt fraværende fars ligegyldighed, og endnu mere på grund af den hævntørst, som drengen gradvist opflammes af, og som ender med at føre til selvtægt og vold og gøre ham så grim i krop og sjæl, at han mere og mere kommer til at ligne den, han hader: ræven. Men allermest er bogen uhyggelig og uhyggeligt velkomponeret på grund af Otto Dickmeiss fantastiske tegninger, der giver historien både magi og mening, dybde og brod.
»Rævefælden« er en frygtindgydende lille perle, der med sin børnemagiske realisme er så spændende, at man et kort øjeblik overvejer, om den nu ikke også er for skræmmende for børn – indtil man gør bogen og sig selv den tjeneste at sætte fortællingen i perspektiv med podernes virtutelle og filmiske verden af uhyggeligheder og fatter, hvad det er Scherfig og Dickmeiss vil fortælle os om det gode og det onde, os selv og verden. For hvor voldsomme tegnefilm og andre film samt ditto computerspil og apps mest er splat og splid, lægger »Rævefælden« op til uddybende spørgsmål og opbyggelig undren hos de lyttende yngste og moralske refleksioner og eftertænksomhed hos de højtlæsende voksne. Det er begavet gru forklædt som et grumt og genialt eventyr – mest for børn, men også for ikke alt for nervøse voksne.
——

En forunderlig historie
(af Steffen Larsen, Politiken)

Er hævnen sød? Det er den ikke for Gustav, og han lærer det på den hårde måde. I begyndelsen af denne aflange billedbog med alvorlige ord og barske billeder sidder far og søn i hver sin ende af opslaget med et langt bord imellem sig.
Far siger: »Din kanin er død«. Far har smidt den i komposten, og det var ræven, der gjorde det. Gustav elskede sin Ninus. Og nu vil han have hævn.

Gustav hugger fars jagtgevær med patroner – det er ikke svært! – og så begynder han at plaffe ræve ned og andre dyr, der måske har været medvidere. Gustav udvikler efterhånden spidse ører og strid pels.
Den gamle sandhed
Som ræven Gustav går han i bondens rævesaks, og så vågner han op i et bur på hjul i et tivoli. Folk går forbi og spytter på ham. Så stygt et dyr! En lille dreng, der hedder Paw, bliver dog siddende foran buret. Han aer dyret på ryggen. Og så bliver det morgen …

Lilja Scherfig har drejet en forunderlig historie om altfortærende vrede og den gamle sandhed, at man bliver som dem, man hævner sig på. Puha! Det går godt denne gang, og Gustav er – ligesom kiggelæseren – blevet klogere.
Otto Dickmeiss tegner i ulden sort/hvid med blød kant. Hans store hoveder har endnu større øjne. Han fryser billedet, så det bliver nærmest ikonagtigt, og gør figurerne mere åbne og sårbare. Der er en magisk, fortættet stemning over bogen. Den vil mig noget.
——

Store drenge græder ikke
(Af Charlotte Hitzner, LitteraturNu)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har begået et sort/hvidt mesterværk i billedbogsformat om at miste sig selv midt i sorgen, om at forvandles og forkrøbles af hævntørst og om at finde sin vej og sig selv igen.

Der er gode morgener, og så er der regulære lortemorgener. For drengen Gustav hører denne bestemte morgen til sidstnævnte. Over morgenmaden klasker hans far nemlig en frygtelig nyhed på bordet. Gustavs kanin er død. Ræven har taget søde, bløde, dejlige Ninus. Med sine små spidse tænder har den sønderrevet Gustavs pelsede ven. Gustav bryder sammen, men hans far siger koldt, at store drenge ikke græder over døde kaniner, og at Gustav skal tage sig sammen.
Gustav sørger i det skjulte over sit tab, og han prøver forgæves at sy stumperne af Ninus sammen igen. Men nål og tråd kan ikke vende op og ned på liv og død, og Ninus forbliver små blodige kødklumper. I takt med at Gustavs tåreflod tørrer ud, bliver  hans sorg forvandlet til had, og et altopslugende ønske om hævn spirer frem. Ræven skal dø. Regnskabet skal gøres op. Og retfærdigheden skal ske fyldest. Gustav tager et gevær fra sin fars skab, lægger sig på lur og likviderer koldblodigt ræven, da den stikker sin skyldige snude frem fra krattet.
Kadaverne hober sig op. Og det er ikke kun ræve. Det er også andre dyr. Gustav er gået bersærk i en blodrus og kan slet ikke holde op med at dræbe. Han er selv blevet et rovdyr, drevet af hævntørst. Gustav er blevet ræven. Bogstavelig talt.
Men ræve – Gustav går i saksen. Han bliver kastet i bur, hånet og udstillet. Først da drengen Paw møder ham med omsorg og kærlighed, kan Gustav begynde at mærke andet end sin smerte. Han kan mærke sig selv. Gustav bliver Gustav igen og sammen med Paw kan han forlade sit fængsel.
Lad det være sagt med det samme. RÆVEFÆLDEN har slået benene væk under mig. Dickmeiss’ groteske og smukke illustrationer holdt i sort/hvid og Scherfigs benhårde tekst supplerer hinanden forbilledligt, og sammen skaber de en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Særligt kontrasten mellem tekstens budskab og Dickmeiss’ farveløse illustrationer er yderst effektfuldt. Intet er, som det syner, bare sort eller hvidt, godt eller ondt. Livet udgøres derimod af alle nuancerne midtimellem.
Den barske historie om Gustav, Ninus og ræven giver sorg et forvrænget, men dog menneskeligt ansigt, og den skildrer råt for usødet, hvordan et menneske kan miste sig selv, hvis følelserne ikke får plads. Gustavs transformation illustrerer således hvordan hævn kan forvandle, forkrøble og forblinde et menneske. Det er ikke kønt, men til gengæld er det fandens godt! Efter denne anmelders mening har Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss med RÆVEFÆLDEN begået et stort mesterværk i lille format.

Rævefælden
(af Birte Strandby, Bogvægten)

En børnebog som børn vil kunne lide, og som forældre muligvis vil nægte at læse højt.
Gustav er en lille dreng. Han har en kanin, men en dag kommer ræven og æder den. Gustav bliver dybt ulykkelig. Først forsøger han at sy resterne af kaninen sammen, men det er umuligt, og i stedet bliver han til en hævner, der skyder først den ræv, der sandsynligvis har dræbt kaninen. Derefter skyder han flere ræve, for hvis det nu ikke var den første, der var morderen. Og efter rævene skyder han et par geder, der glor provokerende. Til sidst bliver han selv til en ræv, og så går han løs på en flok høns. Men der forregner han sig. Han bliver fanget, lukket ind i et bur og må leve med, at folk kommer og ser ham gennem tremmerne. Først da en jævnaldrende dreng får medlidenhed med ham og behandler ham pænt, bliver Gustav til en dreng igen, og kan gå ud i friheden.
 
Historien er grum i sig selv. Der store følelser på spil: Sorgen over den dræbte kanin, hævneren der ikke kan styre raseriet, og en far der er ret ufølsom overfor sønnens sorg: Store drenge græder altså ikke over en død kanin.
 
Men er historien grum, så er tegningerne værre, og det er godt, at de er holdt i sort/hvid, så det blodige ikke helt tager overhånd. Til gengæld får man fuldt udbytte af det brutale landskab, døde dyr, maddiker i madskålen, skeletter under buret. Indtil det hele ender i total idyl med fuglesang, blomster og små aktive dyr.
 
Scherfig er en spændende fortæller, og Dickmeiss er en kunstner der forstår at skabe stemninger og dyrke barnlig surrealisme. Man er nødt til at læse videre, og der er nok at tale om undervejs, men læs den før dit barn.

—-

Rævefælden
(af Potskilove/blogger om børnelitteratur)

Rævefælden er en historie om tab, sorg og hævn og om at miste sig selv så meget at man helt forsvinder. Gustavs kanin bliver ædt af ræven og Gustav sørger over sit tab. Men Gustavs far forbyder tårer og i stedet forvandles Gustavs sorg til hævntørst. Ræven skal dø! Men hævnen kan være svær at kontrollere og Gustav forsvinder i en blodrus. Han dræber og dræber, indt til han ikke længere er Gustav, men et dyr- en ræv. Ræven Gustav bliver fanget, smidt i et bur og udstillet på en markedsplads og kun i mødet med drengen Paw, kan hans menneskelige side igen træde frem. Gustav kommer ved Paws hjælp igennem sorgen og ud af sit fængsel. Gustav bliver Gustav igen.
Rævefælden er et blændende sort/hvidt mesterværk, der hudløst ærligt viser alt det grimmeste og alt det smukkeste i mennesker. Det er, efter min mening, en af de bedste udgivelser i 2012.
—-

Blodrus
(Af jakobkragh.blogspot.dk)

Gustav er glad for sin kanin, Ninus. Men da naturen og ræven beviser, at livet altså er noget brutalt skidt, og ræven splitter Ninus ad i småbitte ikke-samlbare blodige stykker, næres Gustav af en uudtømmelig hævntørst.

Og hævn kan altså ikke slukkes af den ikke specielt nærværende fars forsikring om, at de opsatte rævesakse nok skal fange kanin-morderen.

Gustav er en geschæftig ung mand og han ved hvor faderens jagtgevær er. Og plaf. Ræven er død.
Men kan Gustav vide sig sikker på, at det nu er den ræv; at det lige netop er den forbandede kanin-morder-ræv han fik ram på? Gu’ kan han da ræv! Men hellere få ram på 100 ræve for meget end en for lidt.

Men i takt med Gustavs bersærkergang, der også går ud over et par gloende geder og en håndfuld høns, bliver han umærkeligt selv forvandlet til det udyr, den ræv, han er på jagt efter. Og først da han efter en tur i en rævesaks og et ophold i et usselt cirkus, møder den jævnaldrende Paw, der ser ham og hans sorg, bliver Gustav til en dreng igen. Og naturen kan vende tilbage til også at vise en lys side.

Det er saftsuseme en fin og knugende historie. Den altfyldende hævn, der gør søde drenge til udyr – og ikke giver den mindste forløsning eller trøst. Bare en smag af blod i munden.

Dickmeiss indfanger det hele. Grufuldt, poetisk. Og både artificielt og nærværende realistisk. Fx når stakkels Gustav skal forsøge at syg den splittede Ninus sammen med kød, pels og månestykker. Eller når naturen i illustrationernes detaljer viser sig fra den side, der er længst fra Disney og Paradis.

Der kommer dog en langt lysere naturblik med smilende pindsvin og en stork og en ræv der kærligt kigger på hinanden, da Gustav har fundet ud af at en venskab kan være med til at stoppe en blodrus.

Det er så fint. Og magisk.