Anmeldelser af Putte og De Andre

Blodrig kærlighed
(Fyns stiftidende) 


Det er store følelser, der er tale om, i denne bog om hønen Putte og de andre, der viser sig at være elefanten Ib og koen Linda.

En skøn bog med tre vidt forskellige historier skrevet på tre vidt forskellige måder men hver især med tegninger, der suger én ind i stregen for at gå på opdagelse.

Kærlighed gør modig lyder det overliggende tema om de tre dyr, der på hver sin vis oplever andre sider af kærligheden end den, de fleste børn går rundt med i hovedet – nemlig en på hver sin måde ret kompliceret form for kærlighed. Men heldigvis også en form for kærlighed, der overlever alt, selv om det ind imellem kan blive ret blodigt.

Tre historier, der er fandenivoldske og fabulerende
(Af Karin Esmann Knudsen, Berlinske Tidende)

Hvad sker der, når en høne bliver forelsket i en ræv? Eller når elefanten i virkeligheden bare er en lille mus? Eller når den grumme slagter kommer og henter den tyr, som er mest attraktiv for køerne?

Lilja Scherfig vender op og ned på verdensbilledet, blæser på naturlovene og lader kærlighed og venskab sejre. De tre historier i »Putte og de andre« er illustreret af tre forskellige personer, som har hver sin streg, men på hver sin måde understreger stemningen i den enkelte historie. Historierne har lighed med de gamle fabler. Det er dog ikke den smukke morale, der får dem til at leve, men derimod den groteske leg med at lade hånt om lovmæssigheder i en velkendt verden.

Det kommer der en fandenivoldsk og fabulerende billedbog ud af, i tekst og i billeder. Således bliver hønen Putte nødt til at ofre indtil flere tæer, fordi den elskede ræv er så sulten. Musen har indrettet en hel lille lejlighed inde i elefanten Ib. Og Dræber-Bjarne, slagteren? Han bliver vitterligt kørt igennem kødhakkeren, så køerne kan tage til rock-koncer!

Putte og de andre
(af Troels Laursen, Kultur Kapellet)

Billedbogen handler om de store følelser: Umulig kærlighed og had, identitetsproblemer og ensomhed. Bogen er en sjælden børnebog, og jeg tror ikke, jeg tidligere har læst en børnebog, der i den grad handler om de store lidenskaber. Jo, måske nok om emnerne venskab, ensomhed, kærlighed og had, som hører til grundvilkårene for mennesket, børn som voksen, men her er det med en dramatisk lidenskab, som jeg ikke kan mindes at have set i en billedbog for børn før. Og nogen vil måske også synes, at den i virkeligheden mest er for voksne, da både illustrationer og tekster kan virke voldsomme på mindre børn, som når én køres gennem kødhakkeren og bliver til dåsemad. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra, og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det jo er bestemt nok værd at få sig en snak med sine børn om. Og det bliver så til en snak, som den voksne også kan få glæde af, og tage ved lære af.

Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann viser meget farvemættet en poetisk kærlighed, mens Rasmus Bregnhøi både er sart og detaljerig i sin streg om elefanten Ib. Otto Dickmeiss har derimod humor i sine rock-seje og promadehårede køer.

Billedbogen har tre fortællinger, og den første er om hønen Putte, der bliver forelsket i ræven. Her kildrer det så dejligt i Puttes mave, og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Puttes og Rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter, at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak (hvem sagde, at man ikke kunne hugge en hæl og klippe en tå, for at komme i prinsessens sko?). Da Putte må blive i hønsegården, fordi de voksne som sædvanlig ikke forstår et pip, er det store spørgsmål, om Ræven også parat til at ofre noget for kærligheden? Men mon ikke det ender lykkeligt under rønnebærtræet.

Billedbogen indeholder også to andre historier, ”Historien om elefanten Ib”, hvor Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. Inde i elefantkroppen er den virkelige Ib faktisk en lille mus. Elefanten Ib er populær, da han er god til at træne grinemusklerne, men inde i elefantkroppen føler Ib sig alene. Men så en dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter og får den ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?

Den sidste fortælling er en rimet historie med sjove og skønne rim, og hedder ”Linda tager kampen op”. Og Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på, at han skal blive hendes:

”- Hvem har muget ud i dit humør, min smukke ven?
Linda sparker til en sten og sukker højt igen:
– Guitar-Steen var ligeglad, da jeg fik stød i går,
Han gik mere op i at få vandkæmmet sit hår!”(p.25)

Men pludselig, mens Linda forgæves sværmer for sin Guitar-Steen og overser den følsomme ven Harry, kommer der i en ladbil, en morder på gården! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og tager kampen op, og her er det så, at én ryger gennem kødhakkeren og bliver til klistret dåsemad…

I sandhed en billedbog både for den voksne, der læser op og barnet, der lytter med.

—-

Putte og de andre har det hele
(af Metteline Lykke Rasmussen, FORTÆLLINGEN.DK)

Kærlighed og had, lidenskab og stor passion.
Det kildrer så dejligt i Puttes mave og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Putte og rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak. Er han også parat til at ofre noget for kærligheden?

Bogen indeholder også to andre historier, Historien om “elefanten” Ib og Linda tager kampen op. Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. – Inde i elefantkroppen gemmer sig nemlig den VIRKELIGE Ib, som faktisk er en mus. Som elefant er Ib populær, men inde i elefantkroppen føler han sig alene. En dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter ved at suge den op igennem sin snabel og ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?
Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på at han skal blive hendes! Pludselig er en morder løs blandt køerne! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Lindas ven, den følsomme Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og går i aktion: Nogen ryger gennem maskinen og bliver til klistret dåsemad, men det er hverken Guitar-Steen eller Harry..

Putte og de andre er bestemt en anderledes billedbog. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst en billedbog, der i den grad handler om altopslugende lidenskab. Måske er det mest en billedbog for voksne, i hvert fald kan både illustrationer og tekst virke voldsom på mindre børn; dem, vi plejer at læse billedbøger for. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det er bestemt værd at få sig en snak med sine børn om. Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss.

Fornemmelse for kropsfryd
(af Anne Petersen Børn&Unge)


Lilja Scherfigs ‘Putte og de andre’ indeholder tre historier, som på hver sin måde fortæller om følelser, om drift, venskab og mod. Der er tre meget forskellige tegnere på, og hver historie har sin egen stil, opsætning og lay-out. Det er en novellesamling som tre-i-én-billedbog.

Den første novelle, ‘Putte og ræven’, er en dramatisk fortælling om en hønes forelskelse i ræven. Hun er så betaget af ham, at hun om natten drømmer, at han tager en bid af hendes tæer. Når de andre høns snakker om ham, kilder det så dejligt i puttehønens mave. Forelskelser handler vist ikke altid om at være skabt for hinanden eller om, at man bliver betaget af en, der passer ind i omgivelserne. Næ, en ræv, der kommer og tager én om natten, dét er der bid i. Hønen Putte drømmer om ræven:
Putte ligger og drømmer, at hun går op ad kirkegulvet på en rød løber. Hun har en smuk kjole på. Ræven er i smoking, og bag dem går deres fem børn og holder det lange slør.

Ræven drømmer også om Putte, og til sidst får de lov at ses på prøve. Først siger de voksne selvfølgelig nul putte. Men så bliver ræven vegetar…
En virkelig dejlig fortælling om at følge sin lyst, uanset hvad samfundet, de andre, de voksne og normerne i hønsegården siger om passende og upassende kærlighedspartier. Til denne novelle hører et fantastisk dobbeltopslag, hvor Camilla Wichmann har tegnet hønen Putte hvilende trygt og godt i rævens favn. Det er sådan et billede, der egner sig til plakat. Helt vildt skønt.

Bogens anden novelle er ‘Historien om elefanten Ib’. Indeni Ib bor en mus, som er elefantens sande jeg. Den lille mus fylder dog ikke meget i en elefants væsen og krop. Ib lever med en fornemmelse af at være populær udenpå og ensom indeni. Men i elefant-flokken, der lever som alle normale elefanter nu en gang som bekendt gør – med beach-volley og vandede vitser – vil problemet med at fylde sin krop ud med selvtillid også kunne løse sig. Læs selv efter.
I den sidste og tredje novelle møder vi koen Linda, som under titlen ‘Linda tager kampen op’ redder sin elskede Guitar-Steen fra slagteren Dræber-Bjarne. En splatterfortælling på vers:

Linda gumler græs og glor forelsket efter én,
hun er nemlig blevet vild med ham der Guitar-Steen.
Han er gårdens guitarhelt med sej og svedig smag,
Linda hvisker lidt genert: – Øh, hva’ skal du i dag?
Øve spade som en gal og du skal ikke med!
smiler frække Guitar-Steen og skynder sig af sted.
Linda bøjer nakken tungt og snøfter inden i,
men så svinger Susan glad og fløjtende forbi.

Som titlen siger, tager Linda kampen op. Da slagterbilen kommer, redder hun sine venner – heriblandt Guitar-Steen – fra slagteren Dræber-Bjarne. Tegneren Otto Dickmeiss har på et helsidesopslag illustreret med en drabelig splatterscene, hvor køerne, Linda, Guitar-Steen og den rare Harry kører Dræber-Bjarne igennem kødhakkeren.
Linda får sin Guitar-helt til sidst: “Steen kan ikke vente mer’, han kysser sin heltinde.”
Jeg synes ikke helt, at Guitar-Steen fortjener det. Han er lidt for selvoptaget. Men sådan er det jo af og til med kvinder. De falder sommetider for de tyre, der er mere optagede af at spille guitar og kæmme deres hår, end for dem, der virkelig elsker dem! Og som er gårdens steg.

Putte og de andre
(af Karen Lise Søndergaard, Jyllands-Posten)

Størst sanselighed og symbolik i denne omgang, er der i en bog om en høne, som forelsker sig i en ræv – som bliver vegetar.

(…) Hønen Putte vil gå langt i kærlighedens navn i Lilja Scherfigs billedbog med tre korte historier for børn og voksne. Der må være tale om en slags dyreverdenens Stockholmsyndrom, da puttehønen forelsker sig så glødende i ræven, at hun i bogstaveligste forstand vil klippe en tå for at være sammen med ham og hans rumlende mave. Ræven gengælder hendes kærlighed og bliver vegetar for hendes skyld, og således får det umage par hinanden.

”Historien om elefanten Ib” handler om at være en anden, end man giver sig ud for at være, og at længes efter at blive set som den, man i virkeligheden er.
Bogens sjoveste indslag er det fortællende digt med den herlige titel ”Linda tager kampen op”, hvor køernes kærlighedsliv er sat på rock and roll’ede rim.

Der er sanselighed og saftig symbolik i Scherfigs fortællinger, og hun kan noget originalt med sproget. Samlet set mangler bogen dog en tydeligere linie og idé. Fortællingerne har karakter af moderne fabler, men ud over et eller andet med at stå ved sig selv udebliver fablens pointe og mål.
Bogen er gennem- og velillustreret  ad Kamilla Wickmann, Rasmus Bregnhøj og Otto Dickmeiss, hvor især sidstnævnte komplementerer bogens temmelig voksne og skæve univers, med nogle virkelig væmmelige køer.

—–

Putte og de andre

(af Tonny Hansen, Folkeskolen.dk)

Viljen til at ofre sig er ufattelig stor, når det gælder om at få den eneste ene. Og det kan dreje sig om langt mere end at flytte til Malmø. Putte er villig til at gå langt for at tilfredsstille kærestens drifter – nej, ikke dem der, men de endnu mere dyriske. Putte er nemlig høne og den elskede ræv med rovdyrsinstinkter, når der er fjerkræ på kajen. Og hvad betyder et kyllingelår i den store sammenhæng? Hvis det er prisen for at holde på ham, må han da godt æde det ene.
I bogens to andre historier spiller Scherfig behændigt på talemåder om mus og elefanter, og i historien om kampen for præmietyrens liv giver hun læseren noget så sjældent som vers uden fjantede nødrim. Alene linjen “Hvem har muget ud i dit humør, min smukke ven” er hele bogen værd. Smuk historie og godt fortalt med fikse referencer til fabler og børneremser.
Lidt usædvanligt er der valgt forskellige illustratorer til historierne. Men alle tre leverer fremragende arbejde.