Anmeldelser af Farfar

Hjerteskærende billedbog formidler store følelser til børn
(af Steffen Larsen, Politiken)
Engang genkendte man Otto Dickmeiss’ billeder på de store hoveder med de blanke øjne og den interessante grønlige kulør, ofte i H.C. Andersen-regi. Man kender ham stadig på hovederne og øjnene, men der er kommet både spagfærdige farver og definitiv sort-hvid i hans billeder, som kommer fra et land, de færreste kender til. Herfra fortæller han om store følelser og grænseløs sorg. Om vrede. Had. Hævn. Og forsoning. Otto Dickmeiss er en profet, men han ved det næppe selv.
For tre år siden fik Otto Dickmeiss Kulturministeriets illustratorpris for den mageløse, aflange, fuldstændig færdiggjorte ’Rævefælden’, som i sin kerne fortæller, at vold avler vold. Ordene var Lilja Scherfigs. Nu udsender de to en nådesløs efterfølger om had.
’Farfar’ handler om en søn, der hader sin far, og et barnebarn, der forsøger at forstå et menneske, han slet ikke kender. Farfar skal bo ude i hønsehuset, indtil der bliver plads på plejehjemmet. Æg er historiens bærende metafor. De giver liv, men kan heller ikke repareres igen, når de går i stykker. Nu krabber den lille – han hedder Storm – sig ind på et menneske, som har en grænseløs vrede, men også nogle sider, der kan bygges videre på. Farfar vil flyve. Og det kommer han til.
Det er en hjerteskærende, grænseoverskridende billedbog, hvor ordene er få og velvalgte, mens de tilsyneladende sort-hvide billeder bærer historien fremad med sorg og kærlighed. Som i ’Rævefælden’ arbejder (hånd)tegneren med originaler i sort-hvid, der så trykkes i fire sprøde, næsten usynlige farver. Det giver en form for dybde. Ganske lille, men dog nok til, at man kan flyve.
’Farfar’ slutter ligesom ’Rævefælden’ med et håb og en slags solopgang. Større bliver det ikke.

Fabelagtige farfar * * * * *
(af Simon Staun, Fyns Stifttidende)

Det prisvindende makkerpar Scherfig og Dickmeiss svinger helt og aldeles fremragende i deres dystre og sørgmodige univers, der denne gang handler om drengen Storm, som får sin demente farfar på tæt hold.
Farfaren installeres i familiens hønsehus, fordi der ikke er plads på plejehjemmet, og det er ikke med faderens velvilje. Han fik nemlig bunkevis af tæsk som barn, hvilket gør Storm vred og frustreret. Men ikke mere frustreret, end at den barnlige godmodighed får ham til at nærme sig den onde, gamle mand.
Det er en gribende, grum fortælling, men illustrationerne er helt og aldeles mesterlige. De sort-hvide tegninger rummer en alvor, som er hjertegribende, og især en af de sidste tegninger med Storm og bedstefaren i en form for forbrødring er smuk og rørende. En af de flottest illustrerede danske børnebøger til dato.

—-

Tilgivelse giver vinger
(Anita Brask Rasmussen, Information)

En nænsom fortælling om det altfortærende had, der sætter sig i ansigtet og slægten og farver hele verden. I Otto Dickmeiss’ grå, men milde streg er der håb. ’Farfar’ er et stilfærdigt mesterværk
Had kan sætte sig i ansigtet på et menneske. Hive trækkene nedad, så afmagten, skuffelsen og forbitrelsen sætter sig som linier i huden. I Otto Dickmeiss og Lilja Scherfigs vidunder af en billedbog møder vi Storm med det åbne og lyse ansigt. Hans træk er endnu ikke mærket af det had, som er gået i arv i familien. Men nu flytter det ind i familiens hønsehus.
Farfar venter på en plejehjemsplads, men indtil han kan få det, må han bo hos sin søn og svigerdatter. De vil ikke have ham i huset. Den gamle vrøvlende og savlende mand forvises til baghavens skur og må bukke sig sammen oveni knuste æg og drømme blandt familiens høns. Han har slået Storms far som dreng, får vi at vide. Og det gør Storm også. Inden han overhovedet har mødt sin farfar ved han, at far synes han er »kold som is« og mor siger, han er »dum som snot«. Forældrene har endda tilpasset deres sprog, så barnet Storm med sikkerhed ved, at farfar er én, man hader. Men Storms ansigt er stadig åbent. Varsomt men blidt er det blik, han sender sin farfar, da han ankommer med sygetransporten. Fars er mørkt og nedsunket. Hans skygge er i gang med også at trække Storms ansigt ned og gøre hans øjne hårde, men så sker der noget. Som det så ofte sker mellem børn og gamle i børnebøger, så opstår der et bånd mellem Farfar og Storm. Et ordløst bånd. I bogens mest rørende tegning får både far og søn øje på det bånd, der er ved at opstå. Far knytter næven, men siger ikke noget. Men det gør ingen forskel. Storm kan fornemme hans tilstedeværelse, hans vrede, hans misundelse, hans forkrampede had, hans ønske om at det må holde op: »Far er lige bag ved mig. Jeg kan høre ham, jeg kan mærke ham, han har også set flyveren.«
Otto Dickmeiss’ tegninger er i grå nuancer, men milde streger. Støvet lægger sig som bløde strøg over de hårde konturer og giver en eventyrlig og næsten sfærisk stemning i billederne. De bliver fulde af sødme. Og det er billeder, man kan gå på eventyr i; på opdagelse i symbolikken. Fjerene står som træer, og knopper på grene folder sig ud og bliver til kyllinger. Farfars skaldede isse slår revner som et æg, når han bliver vred. Når far bliver vred, står Storm bag ham, derefter en høne, så kyllinger, så æg. Æg er livets begyndelse, men kan de tage skade, inden de når at klække. Og hvad kom egentlig først?
Eventyret er ikke fremmed for den fabelagtige Otto Dickmeiss – han har illustreret flere af H.C. Andersens. I fortællingen om Storm og Farfar kan man, hvis man vil, se lidt af H.C. Andersens sindssyge farfar, man kan se Brdr. Grimms eventyr om »Bedstefaderen og sønnesønnen« – især i den skårede tallerken som far serverer spaghetti eller orm i for farfar. Hos Brdr. Grimm ser sønnesønnen hvordan far og mor behandler den savlende gamle bedstefader med væmmelse og foragt, og han begynder at arbejde på et trug, som mor og far da skal spise af, når de bliver gamle. Men moralen hos Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er ikke næstekærlighed. Her er familieliv kompliceret, had er tillokkende, tilgivelse er svær, men den giver vinger. Lilja Scherfigs tekst er der, men den er tilpas tilbagetrukken i respekt for Otto Dickmeiss’ ærefrygtindgydende tegninger. Endnu et stilfærdigt mesterværk fra deres hænder.

Flyvende farfar
(Af Jannie Schjødt Kold, Weekendavisen)

En dag kommer de rullende med farfar. Han sidder i kørestol og skal bo i hønsehuset. Storm synes, det er synd for farfar. Men farfar er også lidt skræmmende. Hans øjne er gule, og han siger underlige ting, som for eksempel »go’ tur«. Men det værste ved farfar er alt det, mor og far siger om ham. At han aldrig har behandlet dem ordentligt. At han er kold som is og dum som snot.
Alligevel prøver Storm at være sød mod farfar. Han kommer ud i hønsehuset og spørger, om han vil have noget at drikke. Til sidst tager han mod til sig og spørger farfar:
»Er det rigtigt, at du slog min far, da han var lille?«
Farfar bliver vred, han ryster hvidt skum, og han svinger hånden i luften. Storm spurter tilbage til huset. Puha, farfar kan virkelig være ond i sulet. Men det er rigtigt nok. Da Storms far var dreng, skulle han selv løbe ned i haven og knække en gren af et træ, så farfar kunne slå ham med den. Faktisk er det eneste, farfar nogensinde har elsket, sine modelflyvere, siger Storms mor.
Farfar er en af flere fantastiske billedbøger til børn (og deres voksne), der udkommer i disse år. Det er bøger, som man har lyst til at give i gave, og hvor billedsiden drager mindst lige så meget som teksten. I Farfar er tegningerne af Otto Dickmeiss mørke og melankolske, men også bløde og poetiske. Farfar har hår i ørerne og en skaldet isse som en æggeskal, der slår revner. Alle figurerne har kæmpe hoveder, der gør dem sårbare og søde at se på, selvom Farfar i bund og grund er et grumt eventyr, der handler om at hævne sig, som faren gør over for farfaren.
Forfatteren Lilja Scherfig og tegneren Otto Dickmeiss har før haft det tema på tegnebordet, nemlig med bogen Rævefælden fra 2012. Den handler om drengen Gustav, der tog hævn på ræven, som åd hans kanin, men selv endte med at blive som ræven. På samme måde kan man sige, at Storms far bliver lige så kold og ubehagelig som farfar.
Heldigvis giver Storm ikke op. Han holder fast i retten til at være sød mod andre, og han smider træ og lim ind til farfar i hønsehuset. Så kan han bygge alle de modelflyvere, han vil, og pynte dem med hønsefjer. Til sidst får han selv vinger. Jo, farfar får vinger, og historien sætter af med et magisk trillebørhop. Hvad sker der med farfar? Dør han og stryger til himmels? Vi ved det ikke, men Farfar er en alvorlig, fin historie om at sætte hinanden fri. Go’ tur, farfar!

Uendelig smerte, fantastisk smukt fortalt
(Af Katarina Sofie Meldgaard Skovsende, boglig.dk)

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ nye billedbog Farfar rammer dybt i hjertet. Det gør ondt, men det er fantastisk smukt.
Farfar er ikke en billedbog, der bare forlader læserens bevidsthed efter endt læsning. Tværtimod. I hvert fald lå den tungt i denne læser, selv efter sidste side for længst var blevet vendt. Det lyder måske barskt, og det er det, men det er også godt, for det er en forbandet smuk tyngde, Farfar lægger på sin læser.
Farfar er skrevet af Lilja Scherfig og illustreret af Otto Dickmeiss. Sammen har de tidligere skabt det lille mesterværk Rævefælden, og nu forsøger de så igen. Med det samme forunderlige, let surrealistiske univers, den samme alvorlige, lidt skræmmende og samtidigt sødmefyldte stemning, den samme simple sproglige stil og den samme fine, sort-hvide blyantstreg. Men med nye – og dog stadigt store – temaer. Denne gang handler det om gammelt had og evig sorg og smerte, om den svære tilgivelse, om retfærdighed, skyld, ømhed og om barnets evne til at se klart. Det er svære temaer at folde ud for en barnelæser, men fordi Scherfig og Dickmeiss formår at fortælle åbent og ærligt, lykkes det så fint, at alle kan og bør læse med.
Billedbogens hovedperson er drengen Storm. Han har aldrig mødt sin farfar, fordi hans far ikke kan lide sin far. For farfar slog sin søn, da denne var dreng, og smerten er ikke glemt og tilgivelse ikke en mulighed. Det er derfor ikke en glædens dag, da der ikke er plads på plejehjemmet, og farfar ankommer for at bo hos sin søn og hans familie. Farfar bliver huset ude i hønsehuset og får lov at spise familiens rester. Og det er retfærdigt, siger Storms far. Storm er dog ikke så sikker. Væbnet med barnlig nysgerrighed, åbenhed og godhed begynder Storm derfor at nærme sig sin farfar, og hvad det bærer med sig, må den nysgerrige læser jo selv finde ud af. Lad mig nøjes med at sige, at det ikke bliver helt let for Storm, og at selv den mest skyldbetyngede mand kan flyve på vinger af kærlighed.
Noget af det forunderlige ved Farfar er, at den på én gang er en simpel fortælling om had og tilgivelse og samtidig er en meget kompleks fortælling om de andre følelser og problematikker, der kan opstå i en situation som den farfar, far, mor og Storm befinder sig i. Farfar er ikke bare den onde mand, der slog sin søn, men også en mand, der er tynget af skyld, og som man kan have sympati for. Og far er ikke bare en kærlig far og en stakkel, der blev slået som barn, men også en mand, der vender sin smerte til had og hævn og glemmer sine egne principper om godhed. Og sådan kunne man fortsætte, for der er utroligt mange lag at udforske i Farfar, hvis man altså vil. Det er især i samspillet mellem tekst og illustration, at historien får sin dybde. Teksten er skrevet med Storms ord; det er simpelt og letforståeligt og desuden meget umiddelbart. Storm beskriver, hvad han ser, hører, siger, tænker og føler, kort sagt beskriver han verden, som han oplever den. Illustrationerne derimod antyder andre sandheder, end den Storm kan se. Når Storm eksempelvis hører sin far fortælle vredt om, at man ikke skal have ondt af farfar, viser billedet det, Storm ikke hører; den sorg og smerte, der ligger bag farens vrede. Således udvider og udfordrer illustrationerne den historie, teksten fortæller, og hvisker om, at der aldrig kun er én side til en sag.
Man kan fortolke og fundere meget over denne smukke billedbog, men først og fremmest er Farfar en fortælling, der skal føles. Sproget er simpelt, men det er præcist og intenst, og man mærker derfor tydeligt Storms følelser, som de svinger mellem forundring, nysgerrighed, frygt, vrede, harme, glæde, hævngerrighed, begejstring, forventning, osv. Og ligeledes damper der følelser og stemning op af de flotte og besynderlige illustrationer. Aldrig før har jeg eksempelvis set så varmt et kram! Eller så sørgmodige øjne! Farfar rammer altså lige i hjertet. Og den gør det ganske simpelt smerteligt godt.

—–

Farfar – et vigtigt værk
(Af Marie Louise, Bøgertilbørn.dk)

Her kommer et mesterværk fra et makkerpar, der bare kan det der med at lave billedbøger, der virkelig har noget på hjerte. De har gjort det før! I 2012 udgav Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss Rævefælden, som velfortjent modtog Kulturministeriets Illustratorpris samme år. Nu er Farfar så endelig kommet. Vi har ventet på den længe, og den lever i den grad op til vores tårnhøje forventninger!
Storm har aldrig mødt sin farfar, fordi hans far hader ham. Farfar var ikke en god far, da Storms far var dreng! Han var en træmand, hvis omsorgsfulde evner kunne ligge på et meget lille sted. Men en dag flytter farfar hjem til Storm, far og mor. Han skal bo i hønsehuset, hvor han ikke kan gøre for meget skade, indtil der bliver plads på plejehjemmet.
Farfar handler om had i familien, og om hvordan hadet kan gå i arv fra generation til generation. Heldigvis repræsenterer Storm en ny tid og dermed også nye muligheder, så måske kan det lykkes ham at bryde hadets jernring.
Ligesom Rævefælden er Farfar eventyrlig. Den er smuk, stor og smæk fuld af vilde symboler i Otto Dickmeiss fantastiske sort hvide billedunivers, som i løbet af læsningen lukker op for fordybelse og store samtaler mellem barn og voksen. De læsere der kender Rævefælden vil i Farfar kunne opleve interessante sammenhænge mellem de to værker, og for de børn som vi har læst bøgerne for, var gensynsglæden stor, da personerne i Farfar foldede sig ud.
Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss er modige, som vigtige og gode forfattere og illustratorer er det, og Farfar bliver en gave til læseren. Den tager tabuer op, som desværre er kendt i alt for mange familier, og den berører den magi, som tilgivelse og forsoning er.
Køb eller lån Farfar! Bliv rørt over ordene, som er få men velvalgte. Bliv bevæget af billedsiden, som er et rent kunstværk! Farfar bliver efter vores bedste overbevisning et vigtigt værk -en sand evergreen.

Der findes ikke andre som denne
(af Torben Bråe Olesen, Lektørudtalelse)

En gribende billedbog. En dreng fortæller om hans far og farfar, og hævn og tilgivelse i en familie.
“Min far kan ikke lide sin far” fortæller Storm, om den dag hans farfar flytter ind i hønsehuset, fordi der ikke er plads på plejehjemmet. Farfar virker bange, han lugter mærkeligt, og siger mærkelige ting. Storm syntes, at det var synd for farfar. Farfar blev vred, da storm spurgte; “Farfar? Er det rigtigt, at du slog min far, da han var lille?”. Storm løb opskræmt tilbage til sin mor og far. “Ja, far fik tæsk som barn, i stedet for skældud”, siger mor. Det eneste farfar elskede var de modelflyvere han byggede. Storm bliver ved at opsøge farfar i hønsehuset, og da farfar har bygget et par store vinger hjælper Storm ham ned til havet i trillebøren. Storm holder farfar i hånden, mens de ser på himlens farver, og da farfar siger “Nu” spurter Storm ned af bakken, og farfar fortsætter med vingerne ud over havet, og flyver væk. “Go’ tur”, råber Storm, “Vi ses”. Illustrationerne er udtryksfulde med store hoveder i sort/hvid med udpræget brug af gråtoner. I 2012 udgav Scherfig og Dickmeiss; Rævefælden
Historien er voldsom, men den forløses smukt, da Storm forsoner sig på fars og familiens vegne med farfar. Bogen lægger fint op til en god snak mellem voksne og børn. Der findes ikke andre bøger som denne.