Anmeldelser af Bobolina

Rigtige piger trækker ikke maven ind

(Af Katrine Sommer Boysen, Jyllandsposten)

Lilja Scherfig skriver boblende muntert om en frimodig cirkus-teenagepiges opdagelse af sig selv.

Der er ikke meget klassisk cirkusprinsesse over Lilja Scherfigs herlige titelperson Bobolina.
Tylskørt og trutmund er erstattet af blævrende maveflæsk og en fuldkommen utæmmet længsel efter og mod på det faretruende nære voksenliv.
Men for Bobolina, der er opvokset i Cirkus Romanze sammen med sin mama og bedsteveninden Carola, er det ikke så let at finde sig selv. Ikke mindst fordi det outrerede snarere er reglen end undtagelsen i cirkusmanegen. Bobolina skiller sig ud ved – med cirkuspsykologens ord – at være »længselsfuldt indadvendt« og altså ikke en fyrig forfører som Carola, der kan sno alle mænd om sin lillefinger.

Lilja Scherfig har med ”Bobolina” taget den velkendte ungdomsgenre om kærlighed og opdagelsen af egen seksualitet ud af den socialrealistiske ramme og giver det aparte fuld skrue i dette viltre punktnedslag i en pubertær identitetsdannelse.
Det er for det første enormt morsomt, fordi Scherfig så fint rammer den fornødne ægthed midt i dette så åbenlyst konstruerede univers, og for det andet fungerer det, fordi identifikationsmomenter ikke nødvendigvis behøver at tilbyde sig i 1:1-version.
For de unge læsere vil sagtens kunne genkende sig i Bobolina, selv om hun svinger sig i trapez og øver sig på svævenumre, mens hun drømmer hede drømme om cirkustyren Dieter, der ellers har en barbiedullet date i hver arm. Det kan nemlig direkte oversættes til den genkendelige virkelighed for almindelige 14-årige pigers hverdag med skolegang, fritidsaktiviteter og drengedrømme.

Særligt udmærker ”Bobolina” sig sprogligt. Scherfig har en virkelig fin sans for retorikken i sit selvgestaltede univers. Som eksempelvis her, hvor Bobolina vil beskrive drømmefyren Dieter:
»Selvfølgelig var jeg klar over, at han var farlig. For pokker, Dieter var typen, der havde knust millioner af kvindehjerter gennem årtusinder. Han var indbegrebet af den livsfarlige cocktail; brunt hår og brune øjne.« Og man tror på det, når Carola prøver at varme Bobolina op til Dieter ved at lade hende snave med sin mulatfætter Bobby:
»Ham kan du sagtens score, sagde Carola. – Han er psykisk syg, agtig.«
Det er ord som dette lille, raffinerede ”agtig”, der giver ”Bobolina” en uforstilt nærhed og forener romanen med stor troværdighed.
Så kan det godt være, at den ikke i lige så høj grad, som omslagsillustrationerne lægger op til, er et manifest over aggressiv ungpige-seksualitet, og det er egentlig meget rart.
—


INGEN PÆN PIGE
af Julia Lahme, Femina

Bobolina er en ungdomsbog til din datter, som står på tærsklen til at blive kvinde. Lilja Scherfig har skrevet om en ung kvinde, som ikke gør noget for at tækkes nogen. Hun bor sammen med sin mor i et cirkus og gør alt det, pæne piger ikke gør. Hun forelsker sig og søger råd hos sin veninde, som efter sigende er i besiddelse af en kærligheds-eleksir. Romanen handler om at træffe valg, om at turde være halvt voksen, halvt barn, men også om at stå ved sig selv, sine særheder og det, man kommer fra. Den er små-feministisk, sødmefyldt og velskrevet. Også for voksne kvinder!

Bobolina

(Af Anne Mette Jarden, Kvindetid.dk

)

Lilja Scherfig har skrevet ungdomsromanen Bobolina om cirkus- pigen af samme navn. Bogen gør op med billedet af pæne, uskyldige piger. For Bobolina – hun er anderledes, hun er længselsfuld og fyldt med seksuelle fantasier, og så er hun ikke sådan en pige, der trækker maven ind på de rigtige tidspunkter – heller ikke, når hun forsøger at fange trapezkunstneren Dieters opmærksomhed.
»At være ung pige er en ret fysisk oplevelse, hvor det seksuelle er det store mysterium, så selvfølgelig skal der være plads til onani og fantasier i ungdomslitteraturen – temaer, der jo i bund og grund også kan være ret humoristiske,« fortæller Lilja Scherfig om Bobolinas fantasier.
Sjældent har jeg klukket og smilet mig sådan gennem en bog. Den henførte mig til et vidunderligt univers, der kan beskrives som “Astrid Lindgren møder Tim Burton”. Anbefales varmt både til dig og din datter.

Cirkus med spark i!

(Kamilla Löfström, Information)

Bobolina bærer undertitlen ’En for underlig kærlighedshistorie’, og det er ikke engang løgn. Bobolina er sågu underlig. Underligheden er både helt skøn og overrumplende og en lille smule irriterende. Så er det sagt, men ikke som det vigtigste.
Teenageren Bobolina er vokset op og bor i et cirkus, der på én gang ligner og ikke ligner et cirkus, som vi kender det. Cirkus Romanze (!) er for det første ikke omrejsende. Det kunne minde lidt om en fristad med fælles madsal og egen skole. Men i stedet for deltagerdemokrati og fællesmøder er den øverste myndighed cirkusdirektøren Bosse – en tikkende bombe, helt urimelig og diktatorisk i sin ledelsesstil. Cirkus Romanze har en cirkuspsykolog, dr. Pil (hvis navn lyder som ham fra amerikansk tv). Han har givet Bobolina diagnosen som »længselsfuldt indadvendt«. Ud over dr. Pil konsulterer Bobolina sin veninde Carola, der igen konsulterer sin røde plysbog med titlen Scor din drømmefyr på 8 uger for at vejlede Bobolina (og sig selv).
Bobolina og Carola er to oprørske pigesind, der fantaserer om sex. Bobolina vil ikke trække maven ind for at få drengenes og mændenes opmærksomhed. Carola er mere den type, der har erfaret, at det virker, så hvorfor ikke bruge tricket? Mens Bobolina venter på rigtig sex, har hun tirsdagslegene med kusinen og varmedunken, onanerer opfindsomt og får også en hund til at tilfredsstille sig. Lige cirkushunden vidner om Scherfigs blik for komikken og om, hvordan cirkusuniverset bliver udnyttet til fulde. Morens plan med at give datteren en hund var nok mere, at hun skulle træne den til et cirkusnummer.
Fucking uforstående
Lilja Scherfigs måde at skildre teenagepigers oprør, drømme og seksualitet på minder mig om Mikkeline Gudmand-Høyers (Gajolmanifestet) og Sanne Munk Jensens (En dag skinner solen også på en hunds røv). Det er en skildring af piger, der har svært ved at tilpasse sig, og som opsøger outsidere og rusmidler for at finde en retning i livet. Det værste er forestillingen om det perfekte liv, det bedste er det outrerede. Forældre er overhovedet ikke til nogen hjælp, de er enten fraværende eller bare belastende. Sådan her lyder det f.eks. hos Bobolina og hendes mor: »Jeg rejste mig og gloede ind i mit lille spejl på væggen der. Pressede en bums under læben. Blodet løb, og det sved i min hud, men det var intet imod den smerte, mama påførte min sjæl ved at være så fucking uforstående.
– Mama, ska’ jeg sige dig noget?
Hun så på mig, så jeg fortsatte.
– Når jeg engang får en datter, ved du hvad, jeg så vil gøre?
– Nej, det ved jeg ikke, svarede hun overbærende. – Hvad vil du så gøre, Bobo?
– Jeg vil lære hende at kende.«

(…)

Bobolina præsenterer unge læsere for samtidens hysteriske kropsdyrkelse og de gør den som sprogkunst og ikke som debatindlæg. Alligevel har den et ’bør’ over sig. Man bør ikke tro, at lykken er at blive plastikopereret som ind i helvede. Forfatteren er ikke ude på at opdrage sin læsere, projektet kan måske snarere beskrives som en nænsom påvirkning i retning af oprør og humanisme. Og det kan være, den projektfornemmelse helt enkelt er ungdomsromanen store uundgåelige.

En for underlig kærlighedshistorie

(Tanker.bag.dk)

En lille lækkerbisken af en ungdomsbog er landet på mit bord.
Den hedder Bobolina og foregår i det skæve Cirkus Romanze og handler om alt det en ungdomsbog skal handle om: kærlighed og venskab og forældre der drikker for meget rødvin – og meget mere. Og så er sproget ret så farverigt. Ikke mindst når det kommer ud af munden på cirkusdirektøren, Bosse.
Bosses stemme var skinger.
– Hvordan fanden i helvede kan så’n noget ske?
Et hurtigt sug på cerutten og knipsende fingre mod Suzzi på forreste række.
– Har du lort i hovedet, eller hva’? Hvorfor forstyrrer du Benni, når han er i proces?
Suzzi, som tittede frem bag et par hævede mascaraøjne, puttede sin guldhalskæde i munden og prøvede at forklare sig.
– Det var bare fordi, jeg ville sige til Benni, at …
– Hold din kæft, møghakke!
– Jamen jeg troede, at …
– Du skal fandengalme da ikk’ argumentere, pissevisker!
Bosse gloede rundt i teltet:
– Hvad fanden sker der for Cirkus Romance for tiden? Hallo, publikum vil se stjernestøv og regnbuer, de gider fandengalme da ikk’ glo på en flok amatørgøglere, der falder ned fra masterne! STRAM OP, kammerater!
Hans blik flakkede rundt mellem stolerækkerne, alle gloede væk, men jeg nåede det ikke, og hvad skete der så? Bosse bremsede ved mig og blev hængende!
– Hallo, frøken sofarøv? Kom lige herop, du!
– Mig?
Han knipsede og nikkede. Den var god nok.
Shit.
Mig er den søde hovedperson der har lagt navn til titlen, og som har puddelhår og en veninde der ved alt om kærlighed – og som er forunderlig og skæv. Ligesom resten af bogen.